Det er det rene held at ramme de syv helt rigtige tal i Lotto, men præcist dette held havde en dansker med sig ved aftenens Lotto trækning. Vinderen kan nu glæde sig over at være blevet hele 13 millioner kroner rigere.
Den nyudklækkede millionær, som er fra Region Sjælland, spillede med via sit PLUS-abonnement, og havde en yderligere gevinst på 60 kroner.
Vedkommende kan derfor se frem til at modtage vanvittige 13.000.060 skattefrie kroner.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
”Her fra Danske Spil skal der lyde et stort tillykke til alle ugens heldige vindere. Vi synes, det er en fest hver gang, at en dansker vinder i vores lotterier. Vores specialuddannede rådgivere sidder klar til at tage hånd om de danskere, der vinder større gevinster, så vi er sikre på, at overgangen fra almindeligt bemidlet til måske mangemillionær går så let og gnidningsfrit som muligt,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.
Tre nye millionærer lørdag aften
Det er dog ikke den eneste dansker, der kan stå op søndag morgen som nybagt millionær. Vanen tro var der også to vindere af Millionærgarantien, hvor der hver uge trækkes lod om 2x1 million på alle spillede rækker.
Den ene vinder havde spillet med via sit PLUS-abonnement og er fra Region Hovedstaden.
Den anden vinder havde købt sin kupon ved 7-Eleven/Shell i Risskov.
Danske Spil har endnu ikke talt med vinderne, men ønsker dem alle et stort tillykke.
Vindertal Lotto, uge 30:
10, 13, 14, 19, 20, 21, 32
Tillægstal Lotto, uge 30:
28
Om Lotto
Lotto startede d. 7. oktober 1989 og trækkes fast hver lørdag aften.
Siden 2015 har Lotto haft en Millionærgaranti, der betyder, at der hver uge desuden bliver trukket lod om 2x1 mio. kr. blandt alle spillede rækker.
Den højeste gevinst blev vundet i 2008, hvor en heldig spiller fra København vandt 38.564.007 kr.
Om Millionærgarantien
Millionærgarantien har levet op til sit navn siden 2015: Garanteret, at der hver eneste uge findes to heldige danskere, der vinder 1.000.000 kroner. De to millionærer findes ved lodtrækning blandt samtlige ugens spillede rækker - uanset om der er gevinst på rækken.
Millionærgarantien har siden 2015 gjort over 700 spillere til millionærer - og der trækkes fortsat to nye hver eneste uge.