Der er ikke noget nyt i, at hunde har en stor eventyrlyst, og gerne går på opdagelse, når end det er muligt. Men det er ikke hver dag, at den får sig nye venner på vejen.
Et usædvanligt eventyr i Kamchatka, Rusland, har skabt stor opmærksomhed verden over på de sociale medier, fordi hunden gør netop dette.
Hunden blev spottet på droneoptagelser, hvor den leger med en gruppe vilde brune bjørne. Videoen af den legesyge interaktion mellem hunden og dens nye, usædvanlige venner har hurtigt spredt sig på sociale medier og samlet over 20 millioner visninger på Instagram.
Det skriver NDTV.
Den lille husky, der var blevet meldt savnet af sine ejere, blev fundet i fuld gang med at følge efter bjørnene, cirkle omkring dem og ind imellem komme lidt for tæt på, hvilket fik en af bjørnene til forsigtigt at skubbe den væk. Til trods for den potentielle fare, synes omgangen mellem hund og bjørne at være fredelig og legende.
Scenen, som nu er blevet en viral sensation, viser et sjældent øjeblik af harmoni i naturen, hvor forskellige arter interagerer uden aggressivitet. Det er ikke almindeligt at se hunde i leg med bjørne, og dette særlige øjeblik har udløst en bølge af begejstring og humoristiske kommentarer fra brugere på nettet.
En Instagram-bruger spøgte med situationen: "Mama Bjørn til Papa Bjørn: Jeg ved, vi sagde, at Junior havde brug for en ven, men denne unge skal hjem." En anden kommentar lød: "Den hund kommer til at have så mange historier, som hans hundevenner aldrig vil tro på."
Denne utrolige hændelse efterlader dog et stort spørgsmål ubesvaret, det er stadig uklart om huskyen valgte at vende tilbage til sit hjem, eller om den besluttede at blive hos sine nye venner i vildmarken. Uanset hvad, har huskyens eventyr givet anledning til både fascination og morskab på tværs af sociale medier.