Anmeldelse: You were never really here

'You Were Never Really Here' kom i 2017, desværre kun i meget få af landets biografer. Mange, undertegnede inkluderet, fik derfor ikke set filmen. Nu er den kommet på Blockbuster.dk, så der er ingen undskyldning for ikke at se den. Filmen fortjener fem ud af seks stjerner.

'You Were Never Really Here' er instrueret af skotske Lynne Ramsay, og har den altid fornøjelige Joaquin Phoenix i hovedrollen som Joe. Joe er krigsveteran og har en fortid inden for ordensmagten, men arbejder nu som lejemorder. Når han ikke slår folk ihjel med sit foretrukne våben, en hammer, bor han med sin aldrende mor, og lever et anonymt liv i stilfærdig ensomhed. Han plages af minder, der har sat dybe ar i ham. Hans liv som lejemorder er drevet af en jagt efter retfærdighed og et forsøg på at bekæmpe hans indre følelse af ligegyldighed. En dag hyres Joe til at finde en senators kidnappede datter, og hvad der virkede som en meget simpel opgave, tager pludselig en meget voldsom og grusom drejning.

'You Were Never Really Here' er en kort og kompakt fortælling, som er filmet og klippet med millimeterpræcision. Man har en oplevelse af at hvert billede er med af en specifik grund, og at intet er overladt til tilfældigheder. Filmen er et glimrende portræt af mennesket og dets skyggesider, og på trods af et meget dialogfattigt manus, formidler filmen sin fortælling gennem billeder og især musik, som smelter ubesværet sammen med lyden fra gaderne. Brugen af musik sammen med lyd fra filmen udvisker skellet mellem hvad der er fiktivt og virkeligt, og understreger glimrende vores hovedpersons sindstilstand, som ikke altid er lige stabil.

Et andet aspekt, som den kvindelige skotte i instruktørstolen har ramt glimrende, er volden. I disse tider er vold på film enten lavet som flotte udstyrsstykker i actionfilm eller ultravold i horrorfilm. Ingen af delene gør sig gældende i 'You Were Never Really Here'. Filmen bruger derimod volden som et grundvilkår. En del af vores karakteres liv, som ikke forherliges, men heller ikke gemmes væk. På trods af meget få reelle actionsekvenser, er man aldrig i tvivl om filmens brutale natur, som i den grad er med til at understrege liv og død som meget umiddelbare og forgængelige tilstande. Man sidder ofte med en følelse af at man hungrer efter mere vold i et håb om forløsning for vores hovedperson, samtidig med at man lukker øjnene og håber på at det snart må være forbi alt sammen. En sjælden, men yderst effektiv fornemmelse på film.

Filmen læner sig, rent stilistisk, op ad klassiske 70'er film som 'Mean Streets' eller 'Taxi Driver', i dens brug af vold og portræt af bylandskaber, men minder i tematik mere om actionbaskeren 'Taken' med Liam Neeson. En meget præcist filmet og klippet film med fortrinlig brug af musik. Hvis du også missede denne film, da den gik i biograferne, vil jeg kraftigt råde dig til at leje eller købe den hurtigst muligt.