Årets unge sportsleder får energi af andres glæde

18-årig gymnasieelev står for andet år i træk bag succesfuld fodboldskole i Skibet. I uge 27 løber fodboldskolen af stablen, og der er stadigvæk tre ledige pladser tilbage.

”Hej Oliver,” råber en lys drengestemme. Sekundet efter råber en anden knægt: ”Tillykke med prisen.” Det er svært for Oliver Lundgaard at gå i fred, når han er i nærheden af Skibet IFs boldbaner. Når tilråbene er positive, er det dog ingen sag, og Oliver svarer "Tak,” før han giver mig hånden. Jeg er taget ud for at mødes med ham - for at høre lidt om årets fodboldskole i Skibet, og den pris som han vandt i sidste uge.

Oliver Lundgaard er opvokset i Vinding, men for otte år siden flyttede han til Skibet med sin familie. Kort tid efter hev nabodrengen ham med til fodbold. ”Jeg plejede at hade fodbold, men det gjorde en forskel, da trænerne tog godt imod mig, selvom jeg ikke kunne sparke til en bold. Det vil jeg gerne give tilbage igen,” fortæller han.

Man kan velsagtens sige at Oliver Lundgaard har givet tifoldigt tilbage til Skibet IF. Som 13-årig blev han træner for et pigehold i klubben. Sidenhen kom flere hold til, og sidste år arrangerede han for første gang i klubbens historie en fodboldskole. Det blev en stor succes. Pladserne blev revet væk på første tilmeldingsdag.

Får energi af andres glæde

Oliver Lundgaard var en 17-årig efterskoleelev, da han uopfordret ringede til DGI for at høre om muligheden for at starte en ny fodboldskole i sin barndomsklub. ”Jeg synes at det manglede. Da jeg selv gik på fodboldskole, var det enten i Bredballe eller i VB, og hvis ikke man kunne skaffe en kørselsaftale, kunne man ikke komme frem,” fortæller han.

Det lykkedes Oliver Lundgaard at få DGI overtalt, da han skaffede de 32 frivillige trænere, der skulle til for at drive fodboldskolen. Trænerne blev fundet i hans eget netværk, ingen af dem var over 30 år gamle. Han havde forventet knap 90 deltagere, men som sagt blev pladserne revet væk, og skolen i Skibet blev den største fodboldskole i Vejle. Endda på trods af en venteliste på over 20 børn, som ikke kunne komme med, da Skibet IF kun råder over tre 11 mands-baner.

De godt 160 børn og 32 frivillige, som sidste år var med til at gøre fodboldskolen i Skibet til en succes.

I dag er Oliver Lundgaard blevet 18 år og går i 1.g på Rosborg Gymnasium. ”Jeg er lige startet i gymnasiet,” siger han, før han retter sig selv, da han kommer i tanke om at 1.g lakker mod enden. Når man hører om hans hverdag, kan man sagtens forstå, at tiden flyver afsted.

Foruden studierne, fodboldskolen og trænergerningen, passer han også et studiejob, og vennerne naturligvis, og så er han blevet så god til at sparke til en bold, at han gør sig gældende på midtbanen på VBs U19-andethold. ”Det, at man får noget tilbage; at man kan se andres glæde ved det - det giver mig energi,” siger han, da jeg spørger, hvordan i alverden han får tid til alt det.

Tre pladser tilbage

Andre klubber fik øjnene op for Oliver Lundgaards succesfulde fodboldskole og forsøgte at hverve ham, men igen i år bliver det Skibet IF, der får glæde af hans energi. ”Det ville være ærgerligt at sætte det herude over styr. Jeg synes det er fedt, at man kan lave noget stort i en lille klub.”

I uge 27 kommer der derfor igen fodboldskole for både piger og drenge i Skibet. Det nager dog Oliver Lundgaard lidt, at der stadig er ledige pladser tilbage. ”Fordi sommerferien er blevet skubbet, er det en ferieuge for mange,” forklarer han. Han har dog ikke den store grund til bekymring. Der er nemlig blot tre ledige pladser tilbage.

Nå ja, så var der selvfølgelig det der med prisen. I sidste uge vandt Oliver Lundgaard Vejle Idrætsråds Ungelederpris til årets Sportsgalla. ”Jeg gør det ikke for priserne, men det var en fed oplevelse, da mit navn blev råbt op,” siger han.

Hvis du eller dit barn ønsker en fed oplevelse, skal du være hurtig, hvis du vil sikre dig en af de sidste pladser på fodboldskolen i Skibet. Tilmelding finder sted her.

Læs også

I weekenden kan VIES blive den første efterskole som vinder Håndbold-DM