Nærdemokratiet vokser i Vejle Kommune

I løbet af de seneste syv år er er antallet af lokalråd næsten fordoblet til nu i alt 29, hvilket er et tydeligt udtryk for stort engagement og foretagsomhed lokalt i kommunen. Der er et fint samarbejde mellem Vejle Kommune og lokalrådene, der forleden var samlet til dialogmøde med debat om udviklingen de næste år.

Det er Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati, Vejle Kommune, der arrangerer dialogmøderne og koordinerer kommunale aktiviteter i forhold til landsbyer og landdistrikter.

Det er også Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati, som uddeler støtte til de lokale initiativer. Udvalget har siden januar 2018 støttet forskellige projekter med cirka tre millioner kr. sammenlagt. Det er projekter som for eksempel Højen Aktiv Park, Makerspace i Skibet og stiprojektet Den Røde Tråd i Bredsten/Balle, som sidste år vandt konkurrencen om den store idé.

Målet er blandt andet, at skabe en stærk sammenhængskraft i aktive lokalsamfund. Det skal blandt andet ske gennem et levende nærdemokrati, der styrker følelsen af medborgerskab og ansvar i lokalsamfundet.

Temaer de næste fire år

91 repræsentanter fra 26 lokalråd deltog i dialogmødet sammen med embedsmænd og politikere fra Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati. Der blev fremlagt mere end 60 eksempler på lokale projekter, der allerede er gennemført.

Ligeledes debatterede man udfordringer og muligheder for lokalrådene de næste fire år. Hvilken retning bør udviklingen gå, og hvordan kan lokalrådene og Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati hjælpe hinanden på vejen?

Blandt de debatterede temaer var: Grønne områder, frivillige og mobilitet, samt mere generelle emner som udviklingsplaner, og hvordan man kan udvikle nye boligformer på landet.

Ligeledes debatterede dialogmødedeltagerne, hvordan man kan skabe nye dialogformer mellem lokalrådene og kommunen til at håndtere den succes, som 29 lokalråd må siges at være.

Nærdemokrati i en storkommune

Vejle Kommune er efter danske forhold en rigtig storkommune, men det hindrer ikke nærdemokratiet i at blomstre. Tværtimod.

Blandt danske kommuner er det unikt for Vejle Kommune, at både Vejle by, de mellemstore byer og landsbyerne er godt repræsenteret i de 29 lokalråd, der består af sammenlagt ca. 200 personer, som bruger deres tid på fællesskabet lokalt.

”Nærdemokratiet fungerer virkelig godt i Vejle Kommune. Vi har nogle meget aktive lokalsamfund, som hele tiden udvikler sig. Det kan vi ikke mindst takke de aktive i lokalrådene for. De tager et ansvar for den strategiske udvikling af deres lokalsamfund,” fastslår Gerda Haastrup Jørgensen, Formand for Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati.

Gerda Haastrup Jørgensen tilføjer: ”I det hele taget vil borgerne i Vejle Kommune gerne blande sig og være med til at tage ansvar. Det kan vi blandt andet se på alle de gode aktiviteter, der foregår i lokalsamfundene, men for eksempel også på alle dem, der for nylig deltog i Vejles Folkemøde.”

På siden her kan du se en liste over de forskellige lokalråd og kontaktoplysninger til dem.

Læs også

Skal Vejle have et ’demokratihus’?