Vejle Kommune vil gøre det nemmere at finde en parkeringsplads i midtbyen

Få ting kan være så stressende, som at suse rundt efter en p-plads, når man har travlt. Foto: Shutterstock.

I fremtiden kan det blive muligt at finde den nærmeste ledige parkeringsplads i Vejle ved hjælp af en app på din telefon.

Kommunen vil undersøge muligheden for, at bilister på farten, via en app, kan finde og booke ledige parkeringspladser i Vejle.

”Det er et forsøg på at mindske trængsel og forurening, hvis folk ikke skal suse så meget omkring for at lede efter en parkeringsplads,” forklarer formanden for teknisk udvalg Christoffer Melson (V).

På et møde på teknisk udvalg blev der i sidste uge afsat 100.000 kroner til at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal undersøge muligheden for at indføre, hvad de kalder for ”Intelligent Parkerings Søgning” i Vejle.

Inspiration fra Amsterdam

Thomas Kirsten, som er stabschef i kommunen, bliver en af deltagerne i arbejdsgruppen. Han forklarer at det daværende teknisk udvalg i 2015 var på studietur til Holland. Det var på denne tur, at udvalget fandt inspirationen til den automatiske nummerpladescanning, som bliver benyttet i p-husene Albert og Tróndur.

Det var også på denne tur, at de mødte iværksætteren bag Moby Park, som har udviklet en app, som gør det lettere for bilister at finde en ledig parkeringsplads, og giver dem mulighed for at booke en parkeringsplads på forhånd. I øjeblikket fungerer firmaets app i Paris og Amsterdam, men på sigt kan det også være, at løsningen – eller en lignende løsning – bliver rullet ud i Vejle.

”I første omgang laver vi en forundersøgelse, så vi kan få kikket på om det er noget for os,” siger Thomas Kirsten og tilføjer: ”Ideen er, at hvis man skal til et møde et sted, så kan man via applikationen få anvist den nærmeste ledige plads i realtime.”

Både kommunale og private parkeringspladser

I praksis kunne en løsning være, at kameraer filmer parkeringspladserne, og dermed scanner for, hvor der er ledige pladser. ”Man kan gøre det på flere måder, og vi har endnu ikke grejet hvordan. Det er noget af det, vi skal se på,” fortæller stabschef Thomas Kirsten.

Tanken er at app’en ikke blot skal lede hen til ledige kommunale parkeringspladser. ”Vi vil gerne have aktiveret alle p-pladser, om det er i gader, stræder eller baggårde. Det kunne eksempelvis være private borgere, der har en p-plads, som de ikke bruger indenfor deres arbejdstid mellem 8 og 16. Så kunne de sætte den til udlejning i det tidsrum,” forklarer stabschefen.

Kirketorv som testområde

I første omgang skal arbejdsgruppen nedsættes. Det næste skridt er et pilotprojekt, hvor systemet skal afprøves et sted i byen. Her har stabschefen haft kik på Kirketorvet, da det er en relativ overskuelig plads, og derfor vil fungere godt som testområde.

”Hvis det virker, så vil vi rulle det ud i hele midtbyen, hvis der bliver afsat penge til det. Det kunne være en løsning på parkeringsproblemerne i stedet for et nyt stort p-hus,” siger Thomas Kirsten.

Læs også

Bryggen: Vores parkering fungerer rigtig fint