Vejle Sygehus får landets første sygeplejerske med speciale i alternativ behandling

Forskere på SDU har i den seneste tid forsket i netop vejledning om alternativ til kræftpatienter. Mange kræftpatienter søger alternativ behandling for at få lindret smerter, men mangler ofte vejledning.

Jeanett Kertevig fra Vejle Sygehus bliver landets første sygeplejerske som får papir på, at hun kan vejlede patienter om alternativ behandling. Det skriver DR.

Tanken bag er at samle vejledning om alt fra kosttilskud til akupunktur hos én person, og det bliver altså Jeanett Kertevig fra Onkologisk Afdeling (kræftafdelingen) på Vejle Sygehus. I første omgang skal hun tage sig en to-årig universitetsuddannelse.

”Jeg kan være med til at rådgive og guide patienterne i, hvad de selv kan gøre for at opleve større livskvalitet gennem deres behandlingsforløb,” forklarer Jeanett Kertevig til DR.

Mere end hver tredje sygeplejerske får spørgsmål fra patienter om alternativ behandling, og næsten hver tredje sygeplejerske har oplevet problemer, der var knyttet til at patienter brugte alternativ behandling. Det viser tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Samme tal viser at over halvdelen af alle sygeplejersker mener, at de har behov for mere viden om alternativ behandling.

Bagud i forhold til andre lande

Nu bliver Vejle Sygehus frontløbere indenfor feltet. Det glæder Camilla Havsteen, som er oversygeplejerske på sygehusets kræftafdeling.

Hun forklarer til DR, at mange patienter farer vild i de mange tilbud om alternative behandling: ”Vi er jo på mange måder bagud i Danmark i forhold til hvis man ser Tyskland, England og USA. Jeg synes, vi trænger til at åbne mere op for det i Danmark,” siger hun.

SDU har derfor netop netop lanceret en hjemmeside, hvor man kan læse om forskellige alternative behandlingsformer effekt og bivirkninger på kræftpatienters symptomer. Hjemmesiden kan findes her.

Læs også

Vejle får gastronomisk madlaboratorium