Viceborgmesteren plaffet ned i Skibet: Fodboldskolen var en succes

Henrik Röthenbucher og Viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen åbner fodboldskolen. Viceborgmesteren gav Loris Karius kam til sit hår i forhold til, hvem der lavede årets største drop.

Igen i år blev Skibet Fodboldskole en stor succes. Med mange besøgende og flere forskellige arrangementer

Med 170 børn til fodboldskole, 20 børn til mini-fodboldskole, over 300 mennesker til et VM-arrangement, hvor Danmark-Kroatien blev vist på storskærm, og over 100 tilhørere til foredrag med Den Mentale Kriger, Kim Boye, må fodboldskolen i Skibet betegnes som en stor succes.

Henrik Röthenbucher og viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen skød fodboldfesten igang med et event, hvor frivillige skulle score mål på viceborgmesteren. Som I kan se i videoklippet nedenunder, så blev det temmeligt pinligt for viceborgmesteren, der ikke viste de store målmandsevner. 

I løbet af fodboldugen kiggede mange fodboldprofiler forbi campen, heriblandt Katrine S. Pedersen, som er den danske landsholdspiller med flest kampe nogensinde. De nye superligarepræsentanter fra Vejle Boldklub, Mads Lauritsen og Vladis Emmersón, kiggede også forbi for at skrive par autografer, og for at deltage i en “hvem kan tage flest jongleringer”-konkurrence. Den konkurrence vandt Emmersón klart.

Hele arrangementet blev styret i mål af 27 frivillige trænere og hjælpere, der sørgede for, at alle deltagere gik glade hjem. Det fortæller Oliver Lundgaard, som for andet år i streg har arrangeret fodboldskolen.

Grundet den store succes er der allerede planlagt en ny fodboldskole i uge 27 i 2019. Se mere på skibetfodboldskole.dk. 

 

Læs også

Årets unge sportsleder får energi af andres glæde