The Burger Shack Vejle: En grillsmag ud over det sædvanlige

The Burger Shack har medvind i Danmark. I Vejle var der lidt problemer med forsinkelser i forbindelse med opstarten, men det var ventetiden værd. The Burger Shack er et godt valg til en frokostburger.

Vejle24 har påtaget sig den store og meget alvorlige opgave at anmelde alle burgerrestauranter i byen. Denne gang er turen kommet til den nyeste af slagsen, nemlig The Burger Shack.

Det skønne Midtpunkt i Vejle lægger omgivelser til det nyeste skud på burgerstammen i Vejle. The Burger Shack har medvind i Danmark, og restauranten i Vejle er den nyeste tilføjelse til en kæde med store ambitioner. 

Solskin og grilldunst fra Burger Shack

Anmelderne ankom til frokost og ville benytte sig af Burger Shacks frokosttilbud, hvor man kan få en burgermenu til 50 kroner. Prisen er yderst rimelig, for du får en velvoksen burger og fritter for en af de små flade sedler. Ikke mindst fordi The Burger Shack også hovedsageligt benytter sig af økologiske ingredienser.

Anmelderne havde dog børn med, så menukortet fik den helt store tour, selvom det er temmelig minimalistisk. Det er dog udelukkende et plus, at der ikke skal vælges mellem et hav af burgere. Du kan få veggie, chicken og beef. Og så selvfølgelig med ost og bacon, ganske ordinært - men lige efter bogen. 

Anmelderne valgte en burgermenu hver. Børnene valgte Shack Chicken, som er deep fried chicken i en krydret batter. 

Kødet er godt tilberedt. Let rosa, præcis som en burger skal serveres.

Karrysmagen var for intens, grillsmagen til gengæld lige i skabet

Der var hurtig og effektiv servering, og vi satte os ud i den bagende sol lige over for Café Deli, der på denne sommerdag var mere besøgt end The Burger Shack. Vi havde allerede fået drikkevarer, så da burgerne og kyllingen blev serveret, kunne anmelderne grådigt sætte tænderne i de veltilberedte burgere. Og burgerne var gode. Grillsmagen er intens og træder flot frem. Bollen er lækker og luftig, og resten af tilbehøret er friskt. Generelt er der ikke en finger at sætte på burgeren, der hører til i den bedre ende. Til prisen kan man vel ikke forlange mere.

Til gengæld var kyllingen ikke lige i skabet. Børnene brokkede sig over den krydrede karrysmag, der også efter de voksnes mening stjal billedet fra den ellers saftige kylling. 

Fritterne var ok, selvom de måske manglede en smule sprødhed. Ligesom andre steder, serveres de med en grøn kvist og lidt parmesan. Parmesanen er et had/kærlighedsforhold, og den ene anmelder måtte ryste sine fritter inden de blev fortærret. Det samme valgte børnene at gøre.

Kyllingen ser lækker ud, og mange vil helt sikkert nyde smagen. Vores anmeldere var dog ikke vilde med den intense karrysmag.

Vi kommer igen, vi skal bare ikke have kylling

Den samlede oplevelse var positiv. Omgivelserne er skønne. Midtpunktet er skønt, og The Burger Shack er smagfuldt indrettet. Betjeningen er typisk burgerbetjening med bestilling ved disken og servering ved bordet. Her er Grillen Burgerbar et bedre alternativ, hvis man vil have en lidt mere typisk restaurantoplevelse. Du kan dog ikke sætte en finger på betjeningen fra det skovmandsskjorteklædte personale..

Maden er selvfølgelig det vigtigste, og her er Burger Shack kommet langt. Det allervigtigste er naturligvis burgerne, og her scorer The Burger Shack højt. Burgerne er simple og ærlige, smagen er god, og så er prisen fair.

Udvalget af sideorders er dog lidt for beskedent, og fritterne kunne også være lidt mere sprøde. Og så er kyllingen ikke et hit. Et gammelt ordsprog siger "skomager bliv ved din læst." I denne forbindelse kunne man måske i stedet sige "skovmand bliv ved din læst" med tanke på personalets skovmandsskjorter. For burgerne - de er i hvert fald velsmagende.

Alt i alt ender Burger Shack med følgende bedømmelse:

Burger Shack får fire bølger. Primært for den gode grillsmag i kødet. Det er gode og solide burgere til en overkommelig pris.

SÅDAN GØR VI:
Vi ankommer til stedet. Vi bestiller det på menukortet, som vi tror vil skabe den bedste smagsoplevelse for os selv. Derfor er anmeldelsen selvfølgelig påvirket af, at mulighederne passer anmelderne.

Den ene anmelder kan f.eks. ikke lide ketchup og dressing og skal derfor have tilpasset sin burger. Det påvirker oplevelsen, hvis ordren ikke eksekveres korrekt. 

Der er ingen i restauranten, der ved, vi kommer. Vi ser helt almindelige ud, to halvgamle mænd i deres fedeste alder, så vi blender direkte ind. Særligt når vi medbringer vores børn. Hos Burger Shack i Vejle var der således tre børn med til at anmelde maden.

Vi kigger på:
1. Atmosfæren i restauranten - har vi lyst til at være der. Indretning, temperatur, muligheder for at sidde.
2. Betjening - føler vi os velkomne. Kan de tage imod en ordre, der er lidt anderledes end standardordren og bliver det leveret med et smil.
3. Maden - det vigtigste parameter. Smager det godt. Vi vurderer også tilbehøret, er der gode pommes frites til og kan man få gode side orders.

Stedet får mellem nul og seks bølger.

Læs også

Grillen Burgerbar Vejle: God betjening, skønne omgivelser, men...

Læs også

Garage Burgerbar: Det er godt hver gang

Læs også

The Diner Vejle: Amerikansk et langt stykke ad vejen