Kronprins Frederik taler ud: 'Har selvfølgelig min fulde opbakning'

13/10/2021

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Kronprins Frederik lægger ikke skjul på, at han står bag og giver sin fulde opbakning til det danske fodboldlandshold

Mest læste i dag

I disse dage befinder kronprins Frederik sig på Island, hvor han deltager ved 'Green energy solutions - the new nordic noir.'

I denne forbindelse var han gæst hos den islandske præsident, Guðni Th. Jóhannesson, da det danske fodboldlandshold spillede mod Østrig i Parken.

Det er ingen hemmelighed, at kronprinsen er stor fodboldfan, hvorfor han gav det danske mandskab et par rosende ord med på vejen, efter deres 1-0-sejr mod Østrig.

"Det var et flot resultat, som det danske landshold har leveret ret tidligt i kvalifikationen, så vi er blevet det andet land, der kvalificerer os til VM. Det har selvfølgelig min fulde opbakning," fortæller Kronprins Frederik til B.T.

Kronprins Frederik var fast inventar på tilskuerpladserne under de danske kampe under EM denne sommer, hvor han ofte havde selskab af både prins Christian og prinsesse Isabella til kampene i Parken.

Derudover var kronprinsparret også at finde på tilskuerpladserne, da Danmark tabte til England på Wembley i London, og dermed måtte se sig slået ud af EM.

Derfor lægger kronprins Frederik heller ikke skjul på, at han også vil være klar til at støtte fodboldlandsholdet ved VM i Qatar i 2022.

Tilsyneladende mener han ikke, at det er problematisk, at han støtter op om landsholdet, selvom VM-afvikles i oliestaten, der er kommet i modvind for at have et meget trist syn på menneskerettigheder.

Kronprinsen mener dog, at politik og sport er to forskellige ting, og derfor er det ikke noget, han ønsker at blande sammen.

"Hvad der måtte være af den slags spørgsmål i forhold til værtslandene, det er jo et politisk spørgsmål, som de må rette henvendelse til. Min støtte vil altid være til landsholdet uanset hvor de befinder sig. Det er sporten, der har min opmærksomhed," lyder det fra kronprinsen.

Anbefalet til dig