Thom Yorke til Roskilde Festival

Foto: Shutterstock

Den indflydelsesrige Radiohead-frontmand Thom Yorke solodebuterer på Roskilde Festival 2020 og får følgeskab af stjerne-rapperen Pusha-T og The Whitest Boy Alive. I alt offentliggøres 12 nye kunstnere til Roskilde Festival nummer 50.

Thom Yorke har ikke kun skabt sig en evigt fremadskuende og eksperimenterede karriere som frontfigur i Radiohead. Hans mangeårige solokarriere har været som en lydrejse med konstante udforskninger af alternativ og ulmende klubmusik, atmosfærisk filmmusik og følelsesladede lydkollager.

Thom Yorke er tilmed produktiv som aldrig før. Den forgangne sommer udgav han sit tredje soloalbum, det roste Anima, der efterfulgte vinterens isnende soundtrack til filmen Suspiria.

Nu har Roskilde Festivals programlæggere overtalt ham til at spille sit eneste show i Skandinavien i 2020. Her tænder han for maskinerne på festivalens næststørste scene, Arena, sammen med sin gruppe Tomorrow's Modern Boxes bestående af Yorkes flerårige producer og samarbejdspartner Nigel Godrich og kunstneren Tarik Barri, der er ansvarlig for showets filmiske og visuelt overvældende scenografi.

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger: "Thom Yorke er måske én af det 21. århundredes mest originale og indflydelsesrige lydkunstnere. Han har en vision om at skabe et følelsesmæssigt overvældende totalshow, der med lyd, lys og billeder kan flytte vores grænser for, hvad festivalkoncert egentlig er. At han så tilmed kun spiller dette ene show i Skandinavien næste år, gør heller ikke vores forventninger til festival nummer 50 mindre."

Dagens offentliggørelser tæller desuden et længe ventet gensyn med norske Erlend Øyes uhøjtidelige og herligt dansable gruppe The Whitest Boy Alive, der ligesom Thom Yorke gæster Roskilde Festival 2020 som det eneste stop i Skandinavien.

Rapveteranen Pusha-T er en stadigt stigende stjerne på den amerikanske rap-himmel. Han opnåede global opmærksomhed med albummet Daytona i 2018, og ved siden af stillingen som direktør for Kanye Wests pladeselskab G.O.O.D. Music har han som politisk aktivist engageret sig i Third Strike Coming Home-initiativet til støtte for narkotikadømte livstidsfanger i amerikanske fængsler.

Endeligt kan fans af melodisk, guitarbaseret indie-rock glæde sig til et hensyn med de americana-smagende Whitney og til The No Ones, der blandt andre tæller de tidligere R.E.M-medlemmer Peter Buck og Scott McCaughey.

Disse 12 navne føjes til Roskilde Festivals plakat:

Thom Yorke Tomorrow's Modern Boxes (UK)
Mura Masa (UK)
Pusha-T (US)
The Whitest Boy Alive (NO/DE)
Whitney (US)
CHAI (JP)
Death by Unga Bunga (NO)
Hugorm (DK)
Land of Kush (CA/EG)
The No Ones (NO/US)
Old Man Gloom (US)
Tropical Fuck Storm (AU)

Læs også

Sensommervise - En af de mest populære sensommersange i Danmark. Sensommervise er skrevet af Kirsten og Finn Jørgensen. 

Epistemologi - Hvis du interesserer dig for filosofi eller videnskabsteori, kender du måske allerede begrebet epistemologi. Hvis ikke kan du her se, hvad det dækker over, og hvordan du gør brug af det i forbindelser med opgaver.

Elefantens vuggevise - Her finder du den populære godnatsang Elefantens vuggevise, der er perfekt at synge inden de små skal sove.

 

 

Læs også