Nyheder24.dk
Forside Politik Lars Løkke er træt af misforståelserne: Nu bryder han tavsheden

Lars Løkke er træt af misforståelserne: Nu bryder han tavsheden

Lars Løkke er træt af misforståelserne: Nu bryder han tavsheden
IMAGO / SOPA Images

Han lægger kortene på bordet

Store bededag har i årevis været et af de mest omdiskuterede politiske emner i Danmark.

Fridagen blev afskaffet under den tidligere SVM-regering, udløste store protester og kostede politisk goodwill hos mange vælgere.

Nu lyder der imidlertid markant anderledes toner fra manden, der selv var med til at fjerne den.

Lars Løkke Rasmussen lægger nemlig ikke skjul på, at regeringen har planer om at genindføre store bededag.

Faktisk er han så sikker på udfaldet, at han mener, der skal ekstraordinære begivenheder til for at ændre kursen.

På grundlovsdag benyttede udenrigsministeren lejligheden til at slå budskabet fast over for en gruppe journalister.

“Hør her, bare så det ikke bliver misforstået. Regeringen kommer til at fremsætte et lovforslag, der betyder, at store bededag er genindført i 2030,” udtaler han ifølge Ekstra Bladet.

Vil lukke debatten

Udmeldingen kommer efter debat om formuleringerne i regeringens nye grundlag.

Flere har sat spørgsmålstegn ved, hvor sikker genindførelsen egentlig er, fordi planen er knyttet til udviklingen på arbejdsmarkedet.

Ifølge Løkke er der dog ingen grund til at tvivle.

Regeringen forventer, at beskæftigelsen fortsat vil udvikle sig positivt de kommende år.

Samtidig peger han på initiativer, der skal sikre mere arbejdskraft, blandt andet gennem øget adgang til udenlandske medarbejdere og kommende reformer.

Derfor ser han genindførelsen som en realistisk plan og ikke blot en politisk hensigtserklæring.

Kun én ting kan spænde ben

Selvom Løkke er optimistisk, erkender han, at der findes scenarier, som kan ændre situationen.

Under en samtale med Ekstra Bladet blev han spurgt ind til alt fra krige til kunstig intelligens og risikoen for stigende ledighed. Men ministeren fastholdt sit budskab.

“Hvis der så er brudt en verdenskrig ud, efter vi har vedtaget den lov – altså i 2029, hvad jeg ved gud ikke håber – så er der mange ting, man skal genbesøge.”

Dermed forsøger Løkke at sætte et foreløbigt punktum i en debat, der har fyldt dansk politik siden afskaffelsen af store bededag.

Hvis regeringens plan holder, kan danskerne igen se frem til fridagen fra 2030.

Ads by MGDK