I deres døgnrapport fortæller Nordjyllands Politi, at betjentene har modtaget en anmeldelse om to hackerangreb. En lokal dreng på 15, der spiller computerspillet Counter-Strike har oplyst politikredsen, at hans konto blev hacket i slutningen af august.
Her blev den 15-årige kontaktet på Facebook af en person, som var interesseret i at købe nogle skins i spillet Counter-Strike. Skins er dybest set kosmetiske effekter, der ændrer udseendet på de våben, som spillerne skyder hinanden med i Counter-Strike. Den ukendte person bad drengen om at kontakte ham på Messenger, hvilket han gjorde. Herefter blev den 15-åriges konto hacket og hans skins, der har en samlet værdi af i alt 8.700 kroner, forsvandt.
Nogle dage senere blev den 15-årige kontaktet af en endnu en ukendt person. Denne påstod at være administrator hos netop spiludbyderen Steam, der ville hjælpe ham efter, at han sidst blev hacket. Det viste sig dog at være endnu en lyssky profil, og den 15-årige blev igen hacket. I dette tilfælde har anmelder dog ikke meldt nogen tab endnu.