16-årig stukket under gaderøveri: Gerningsmand på fri fod

23/12/2020

Christian Granhøj Skouboe

112
Foto: Shutterstock
Politiet leder med lys og lygte efter en ung mand, der i går stod bag et gaderøveri.

Mest læste i dag

Østjyllands Politi fortæller i døgnrapporten, at der tirsdag i denne uge fandt et gaderøveri sted i Tranbjerg. 

Hændelsen fandt sted tirsdag omkring klokken 17.13.

Her steg en 16-årig dreng af bus nr. 17 ved Kirketorvet i Tranbjerg og stod kortvarigt ved busstoppestedet sammen med en anden dreng/ung mand, der også var stået af bussen. Pludselig sagde den anden, at han havde en kniv, hvilket den 16-årige forsøgte at ignorere, hvorefter han tog sin e-cigaret frem.

Trækker kniv

Den anden krævede nu, at den 16-årige gav ham e-cigaretten, hvilken han dog nægtede.

Det fik den anden til at hive en kniv frem og stikke ud efter den 16-årige, der i første omgang ikke blev ramt, men efterfølgende fik et overfladisk stik i det ene lår. Gerningsmanden tog herefter den 16-åriges e-cigaret og gik fra stedet i retning mod landevejen.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Ca. 16-17 år gammel
  • Ca. 180-185 cm høj
  • Spinkel af bygning
  • Udenlandsk af udseende – muligvis arabisk
  • Var iført en grå hættetrøje samt grå matchende bukser, hvor der på begge dele var en hvid stribe/refleks. Han havde hætten oppe over
  • hovedet og var iført en grøn halsedisse.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set gerningsmanden i bussen, hvor han muligvis steg på ved Tiset Kirke, eller som kan have set ham i forbindelse med selve overfaldet på Kirketorvet i Tranbjerg. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

 

Anbefalet til dig