Tirsdag morgen blev en specialpatrulje fra Østjyllands Politi opmærksomme på en særlig Snapchat-profil.
Årsagen til, at de blev opmærksomme på netop denne profil på det sociale medie, er ganske simpel. Profilen blev nemlig brugt til at reklamere med salg af kokain.
Derfor besluttede en betjent fra denne specialpatrulje fra Østjyllands Politi at foregive at være interesseret i at købe kokain. Det resulterede i, at der blev aftalt et møde med den unge mand, der stod bag profilen.
Det fremgår af et uddrag af døgnrapporten 12. januar 2022 fra Østjyllands Politi, som de har delt på deres hjemmeside.
I løbet af tirsdag formiddag mødtes betjenten med en 19-årig mand ud for en aftalt adresse i Aarhus C. Da de to mødtes, fremviste den 19-årige mand en pose med kokain.
Det kom han dog hurtigt til at fortryde, for han fik nemlig ikke solgt sit kokain til den person, han mødtes med. I stedet blev han anholdt og sigtet for forsøg på narkosalg af den civilklædt betjent fra Østjyllands Politi.
Det endte dog med, at der var behov for, at betjenten fik hjælp af sine kolleger, der havde holdt sig i baggrunden, mens den civilklædte betjent mødtes med den 19-årige kokainsælger.
Årsagen til, at han fik brug for hjælp var, at den 19-årige gjorde kraftigt modstand, da han blev anholdt. Det viste sig, at der var god grund til, at han ikke ønskede at blive anholdt, for kokain var nemlig ikke det eneste, han havde med sig.
Under den efterfølgende visitation af den unge mand fandt betjentene nemlig også en kniv, som han havde siddende i bukselinningen.
Det resulterede i, at han derfor også blevet sigtet for overtrædelse af knivloven samt for at have modsat sig anholdelsen.