23-årig mand trampede kvinde bevidstløs: Slipper med 1 måned bag tremmer

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En 23-årig mand trampede en kvinde bevidstløs efter en bytur. Nu har han fået sin dom.

Mest læste i dag

En ung mand gik amok på tre kvinder, der han var på vej hjem efter en bytur i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Det gik så vildt for sig, at en af de tre kvinder blev trampet i hovedet med en sådan kraft, at hun mistede bevidstheden.

Overfaldet skete efter, at den 23-årige mand havde været i byen. Da han mødte de tre kvinder, var han derfor stærkt påvirket af både alkohol og stoffer. Det skriver Nordjyske.

Angiveligt kendte to af kvinderne den unge mand i forvejen. Af årsager, der fortsat er ukendte, endte de med at skændtes med ham.

Ifølge anklager Mathias Petersen startede det med ukvemsord, hvilket førte til skubben. Da de tre kvinder forsøgte at forlade stedet, valgte den unge mand dog at følge efter.

Da han igen fik kontakt til de tre kvinder, blev den ene af dem skubbet og slået i ansigtet, mens en anden blev skubbet omkuld, hvorefter han trampede hende så hårdt i hovedet, at hun blev bevidstløs.

Han nåede at trampe hende i hovedet en eller to gange, før han blev stoppet af to unge mænd, der valgte at gribe ind.

Efter at have fået fat i den voldsomme unge mand, skyndte de sig at få kontaktet politiet. Da betjentene ankom til stedet, var han dog slet ikke kølet ned, hvilket resulterede i, at han modsatte sig anholdelsen og forsøgte at stikke af.

I Retten i Aalborg erkendte den 23-årige mand, at han havde slået en af de tre kvinder. Han nægtede dog, at der skulle være hold i anklagen om, at han skulle have trampet en af dem i hovedet.

Manden blev dømt for grov vold, men blev desuden også dømt for at modsætte sig en anholdelse samt at være i besiddelse af 1,2 gram kokain.

I alt er han blevet idømt tre måneders fængsel, men to måneder blev gjort betinget, hvorfor det voldsomme overfald kun koster ham en måned bag tremmer.

Anbefalet til dig