Kl. 12.35 modtog Midt- og Vestsjællands politi en anmeldelse om, at en medarbejder ved et coronatestcenter i Køge var blevet overfaldet og skubbet af en bilist, der havde et ærinde på stedet.
Det skriver politiet i den seneste døgnrapport.
En 65-årig mandlig medarbejder havde til opgave at holde øje med bilisternes parkeringer i området. Da en mandlig bilist efter aflæsning af passagerer til coronatestcentret parkerede et sted, hvor standsning og parkering var forbudt og forbeholdt andre, valgte den 65-årige testcentermedarbejder at påtale det.
Det fik bilisten til at skubbe testcentermedarbejderen, så han faldt omkuld. Da bilisten havde flyttet sin bilen yderligere, steg bilisten igen ud og truede den 65-årige verbalt, inden bilisten sammen med passagerne forlod stedet.
Den 65-årige medarbejder pådrog sig lettere, overfladiske skader som følge af skubbet, oplyser politiet.
Politiet ledte umiddelbart efter bilen, hvis nummerplade var blevet aflæst af personalet ved testcentret, men bilen blev ikke fundet. Til gengæld lykkedes det at finde den mandlige bilist efterfølgende, der blev identificeret som en 32-årig mand fra Herfølge.
Den 32-årige blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om vold mod nogen i offentlig tjeneste. Den 32-årige vil således høre nærmere fra politiet og anklagemyndigheden, når sagen er færdigefterforsket, oplyser politiet.