55-årig mand trykkede lidt for hårdt på speederen: Koster ham nu over 900.000 kroner

25/03/2023

Nicolai Busekist

112
Foto: Sikker Trafik
Foto: Sikker Trafik
En 55-årig mand var lidt for ivrig, da han trykkede på speederen i sin voldsomme bil, hvilket er endt med at koste ham mere end 900.000 kroner.

Mest læste i dag

Selvom man har en bil, der kan accelerere fra 0-100 km/t på kort tid, er det ikke ensbetydende med, at kan tillade sig at køre efter sine egne fartgrænser.

Det har en 55-årig mand fra Frederiksberg lært på den hårde måde, da han er blevet dømt til at betale mere end 900.000 kroner efter en voldsom færdselsforseelse.

Ikke nok med det, så er han også blevet idømt 20 dage bag tremmer, ligesom han er blevet frakendt sin førerret i hele tre år, efter at være blevet dømt skyldig i vanvidskørsel.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Konkret bestod hans forseelse af, at han en eftermiddag i oktober sidste år kom kørende på Kystholmen ved Avedøre Holme, hvor han blev fanget af en fartkontrol, der målte ham til at køre mindst 107 kilometer i timen.

Det er langt over fartgrænsen, da der er tale om et tættere bebygget industriområde, hvorfor fartgrænsen er sat til 50 km/t. Det betyder, at der er tale om en hastighedsoverskridelse på intet mindre end 114 procent.

Hans bil blev allerede beslaglagt på stedet af en færdselsbetjent, og nu er det blevet afgjort i Retten i Glostrup, at bilen skal konfiskeres.

Og det er ikke en hvilken som helst bil, den 55-årige mand har været tvunget til at aflevere. Tværtimod er der tale om en Mercedes AMG GT 63 S 4MATIC med hele 639 hestekræfter, som den dømte mand havde leaset via sit selskab sidste år.

Det faktum, at den nu er blevet konfiskeret, er endt med at koste manden dyrt, da leasingselskabet rejste et erstatningskrav på intet mindre end 918.375 kroner.

"Efter konfiskationen rejste leasingselskabet et erstatningskrav på 918.375 kroner mod dømtes selskab for tabet af bilen, og det imødekom retten i forbindelse med dommen om vanvidskørsel," fortæller specialanklager Charlotte Møgelhøj, Anklagemyndigheden.

Anbefalet til dig