Lørdag aften kørte en 74-årig mand ind i en traktor bagfra, da han kom kørende i sin varevogn på Vestre Lufthavnsvej i vestgående retning i nærheden af Esbjerg.
Det oplyser Bjørn Pedersen, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi ifølge Ritzau.
Han fortæller, at en anmeldelse blev modtaget klokken 22.01 lørdag aften. Her blev de informeret om, at der var sket et sammenstød mellem en varevogn og en traktor på Vestre Lufthavnsvej nær Esbjerg.
Uheldet skete kort efter, at en traktor af mærket New Holland var kørt ind på Vestre Lufthavnsvej. Bagpå havde den en plov fastspændt, da den netop havde pløjet på marken langs vejen.
Ganske kort tid efter at være kørt ind på vejen, bliver traktoren påkørt af en varevogn, der kommer kørende bagfra. I denne varevogn var den 74-årige mand chauffør, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
"Vi vurderer, at han er død på stedet," fortæller Bjørn Pedersen ifølge Ritzau.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser også, at der i varevognen var en 50-årig mandlig passager. Bjørn Pedersen fortæller ikke nærmere om relationen mellem de to mænd, men informerer om, at passageren i varevognen er alvorligt tilskadekommen.
Cirka kl. 01.00 natten til søndag var politiet i gang med at underrette personens pårørende. Den 74-årige mands søn er blevet underrettet om uheldet og dødsfaldet, fortæller Bjørn Pedersen.
Ritzau oplyser, at alle tre personer, der var involveret i ulykken, kommer fra lokalområdet. Der er ingen meldinger om, hvorvidt føreren af traktoren er kommet til skade, eller om han er sluppet billigt fra ulykken.