Julefrokostsæsonen er i gang. Det er man i den grad klar over hos Rådet for Sikker Trafik.
I 2021 har politiet hidtil sigtet knap 540 personer om måneden for spritkørsel, og nu gør Rådet for Sikker Trafik danskerne opmærksomme på, at politiet i øjeblikket sætter ind med ekstra spritkontroller i hele landet.
Alkohol og kørsel er en dårlig ide, og i et opslag på Facebook opfordres bilister til at lade bilen stå, hvis man skal have mere end en enkelt til julefrokosten.
Spirituskontroller 1. og 2. juledag
I sidste uge gjorde Rigspolitiet i en pressemeddelelse opmærksom på, at politiet holder særligt godt øje for tiden.
Fokus vil især blive rettet mod de store julefrokostdage, fredage og lørdage i ugerne op til jul. Der vil også blive udført kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus aftenen forinden.
Alkohol og kørsel er en dårlig ide, og lige nu sætter politiet ind med ekstra kontroller i hele landet. Foto: Shutterstock.
Ydermere vil politiet gennemføre målrettede spirituskontroller 1. og 2. juledag hvor julefrokosterne typisk står i familiens tegn. Ud over spirituspåvirkning vil der også ske kontrol af, om førerne er påvirkede af narkotika eller medicin.
Ved de tilsvarende julespirituskontroller i 2020 blev i alt 432 bilister sigtet for spirituskørsel og 784 for at være påvirket af narkotika eller medicin under kørslen. Derudover blev der registreret 143 trafik-ulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken samt 25 ulykker, hvor føreren blev mistænkt for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand.
Selvom et markant flertal af danskerne tager afstand fra spirituskørsel og finder det uacceptabelt, så er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet, lyder det fra Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter:
"Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre. Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at forhindre spirituskørsel, men det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun har drukket.”
Rigspolitiet og Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at du evt. kan gøre følgende i et forsøg på at hindre spirituskørsel:
• Fortæl ham eller hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
• Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
• Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
• Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
• Tilbyd en overnatning
• Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
• Hvis han/hun alligevel kører, så kontakt politiet på tlf. 114