Alvorligt uheld: Buschauffør overser 95-årig

112
Foto: Rigspolitiet
En 95-årig gik bag en bus, da den pludseligt begynder at bakke.

Lige nu læser andre også

En ældre mand fik tirsdag klemt sit ben under en bus. Det fortæller Østjyllands Politi onsdag i døgnrapporten. 

"Tirsdag kl. 16.58 skete der et alvorligt færdselsuheld ved rutebilstationen på Trangstræde i Randers C, hvor en 95-årig mandlig fodgænger befandt sig bag en bus, da denne begyndte at bakke ud fra en busholdeplads," skriver Østjyllands Politi. 

Bussens 65-årige mandlige chauffør havde ikke set den 95-årige mand, der blev ramt af bussen og fik klemt sit ben under det ene bagdæk. En anden buschauffør så uheldet og løb med det samme hen til chaufføren og gjorde tegn til, at han skulle køre bussen frem igen.

Politiet fortæller ligeledes, at flere forbipasserende trådte til og tilbød deres hjælp. 

"Der kom hurtigt flere mennesker til stedet for at hjælpe, heriblandt en sygeplejerskestuderende, der fik skaffet et bælte, som hun brugte til at få lagt en tourniquet om den ældre mands ben," fortæller Østjyllands Politi, inden de afslutter:

"Den 95-årige mand var ved bevidsthed og blev hurtigt kørt til videre behandling på skadestuen."

Står i flammer

Et andet sted i Randers måtte Østjyllands Politi også træde til i løbet af tirsdagen. 

Tirsdag kl. 12.01 fik Østjyllands Politi nemlig en anmeldelse om, at der var brand i et fyrrum på en landejendom på Hammelvej i Værum, Randers SV. Der var umiddelbart ingen fare for spredning til staldbygninger med smågrise, og brandvæsnet fik hurtigt kontrol over ilden.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at varmeudviklingen i røret fra fyret, af pt. ukendte årsager, var blevet for høj og derved havde antændt noget træ i mellemmuren, oplyser politiet. 

Ingen personer kom til skade som følge af branden.

 

Anbefalet til dig