Av: Ulovlig parkering ender med at koste 200.000 kroner

112
Stoppet på Ejer Bavnehøj endte med at blive dyrt. Foto: Sydøstjyllands Politi / Facebook.com
En parkering i nødsporet endte med at blive en meget dyr affære.

Lige nu læser andre også

Da Tungvognscenter Syd tidligt tirsdag morgen den 18. februar kontrollerede et rumænsk vogntog, der holdt ulovligt parkeret i nødsporet på Ejer Bavnehøj rasteplads viste det sig, at der var tale om mere end en ulovlig parkering.

Det fortæller Sydøstjyllands Politi i et opslag på Facebook. 

I chaufførens og lastbilens papirer og fragtbreve kunne personale fra Tungvognscenter Syd og Sydøstjyllands Politi se, at chaufføren havde afleveret varer på en adresse i Horsens samme dag.

Den oplysning stemte dog pudsigt ikke overens med lastbilens kontrolapparat, som viste at lastbilen ikke havde været ude at køre siden den foregående aften.

Efter et hurtigt tjek kunne politiet bevise en helt anden historie, nemlig at lastbilen havde været ude at køre om natten for at aflevere varer.

Bekender sine synder

Det fik chaufføren til at gå til bekendelse og tage en magnet frem fra bunden af en cigaretpakke, som han havde brugt til at manipulere lastbilens kontrolapparat og hastighedsbegrænser med.

Oveni manipulationen og den ulovlige parkering, viste det sig også, at virksomheden ikke havde betalt vejbenyttelse i 11 tilfælde den seneste måned – og at lastbilen var for lang.

Så i stedet for en bøde for ulovlig parkering, endte det med en frakendelse til chaufføren, en beslaglæggelse af lastbilen og en samlet bøde på mere end 200.000 kr.

 

Anbefalet til dig