Banker på hos underboen: Det skulle han aldrig have gjort

112
Foto: Shutterstock
Manden endte med at fortryde, at han bankede på.

Lige nu læser andre også

En mand ringede natten til tirsdag kl. 2.37 til Østjyllands Politi og fortalte, at han var blevet slået i ansigtet, da han havde været nede ved underboen for at klage over, at han spillede høj musik. 

Ifølge manden var der tre personer i lejligheden, og da han brokkede sig højlydt over larmen, løb de ud efter ham, og han mærkede et slag i baghovedet på vej op af trappen. 

En patrulje kørte til stedet og de blev også mødt af tre vrede mænd i 30’erne, da de bankede på hos underboen.

De var alle voldsomt utilfredse med politiets tilstedeværelse, og da de nægtede at følge politiets anvisninger og råbte flere skældsord af betjentene, blev de alle anholdt. 

I første omgang blev de sigtet for at fornærme politiet, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten. 

Undrer sig over varme hænder

En patrulje fra Østjyllands Politi fattede natten til tirsdag kl. 3.20 mistanke til en mand, som gik rundt og kiggede sig omkring på Fløjstrupvej i Randers SØ. Betjentene tog kontakt til manden, og fandt ud af, at han var en 31-årig litauisk statsborger. Det fortæller politikredsen. 

Han forklarede, at han havde gået flere timer på gaden, da han ikke havde et sted at bo, og at han var helt alene i Danmark. Betjentene undrede sig dog over, at manden havde meget varme hænder, hvis han virkeligt havde gået rundt hele natten med temperaturer under frysepunktet. 

Patruljen fik mistanke til, at den 31-årige havde været involveret i noget kriminelt, og en hundepatrulje blev derfor tilkaldt. Hunden snusede lidt til manden og førte derefter dens fører ned ad en grusvej, ind over en mark og ind i en nærliggende skov. 

Her fandt hunden en anden 31-årig litauisk mand, der sad og gemte sig bag et træ. I stedet for at overgive sig med det samme, sparkede den 31-årige efter hunden, og det kostede ham et bid i låret. 

Efter en tur på skadestuen blev han sigtet for at overtræde våbenloven, da betjentene fandt en peberspray i hans lomme. Begge mænd blev desuden sigtet for forsøg på indbrud et ukendt sted, og politiet efterforsker sagen nærmere for at finde frem til, hvad mændene har foretaget sig. 

 

 

Anbefalet til dig