Indbrudstallene fortsætter med at falde i Østjylland. Det fortæller den lokale politikreds torsdag.
"I 2020 faldt antallet af indbrud i private hjem drastisk, og tendensen ser ud at være fortsat ind i første halvår af 2021," skriver Østjyllands Politi. Det understreges dog, at de faldene tal ikke skal få østjyderne til at hvile på laurbærene.
"Om lidt tager vi hul på årets første sommerferieuge og samtidig bliver der åbnet op for rejser til det meste af Europa. Det betyder, at mange hjem atter kommer til at stå tomme henover sommeren, hvilket øger risikoen for indbrud," slår Østjyllands Politi fast, inden de fortsætter:
”Det har ikke været nemt at være indbrudstyv under corona-pandemien, hvor mange har været hjemme, både til hverdag og i ferieperioderne. Så med udsigt til en sommer, hvor mange igen kan rejse væk, kan man frygte at nogle indbrudstyve vil forsøge at indhente det tabte,” siger vicepolitiinspektør Camilla Nielsen.
Fortsat få indbrud
Tallene for de første knap seks måneder af 2021 viser et fortsat fald i antallet af indbrud. Til og med den 23. juni er der anmeldt 549 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. Til sammenligning blev der i hele 1. halvår 2020 anmeldt 972 og i 2019 lød tallet på 1106.
”Det er selvfølgelig glædeligt, at vi bliver ved med at se et fald i antallet af indbrud i private hjem, men vi må ikke læne os tilbage og tro, at der ikke længere er nogen risiko for at blive udsat for indbrud. Derfor opfordrer jeg også til, at man tager sine forholdsregler og gør boligen klar til at være alene hjemme, inden man drager på ferie,” siger Camilla Nielsen.
Derudover deler Østjyllands Politi også det, som de selv beskriver som fem gode råd til at undgå indbrud
- Vær en god nabohjælper: Lav en aftale med naboerne om, at I holder øje med hinandens huse, når I er væk. Få naboen til at tømme din postkasse og parkere en bil i din indkørsel, når du er væk, så det ser ud som om, der er nogen hjemme.
- Gør døre og vindue svære at bryde op. Brug gode solide låse, døre og sikrede vinduer, der gør det mere besværligt for tyven at bryde ind.
- Sæt tænd/sluk-ure så der i perioder er lys indenfor. Sørg for god belysning udenfor – fx med sensorstyret lys. Det signalerer liv og forhindrer tyven i at arbejde uset.
- Gem værdigenstande væk. Fjern Ipad’en fra vinduet og sæt værdiggenstande lidt væk, så de ikke kan ses udefra.
- Ring 112, hvis du ser en tyv i færd med at bryde ind. Ring 114, hvis du ser mistænkelige personer, der lusker rundt i nabolaget.