Breaking: Politiet stopper visitationszone – fortsætter indsats mod kriminelle

112
Foto: Østjyllands Politi
Østjyllands Politi forlænger ikke den visitationszone i Aarhus, som blev indført i forbindelse med konflikten mellem to grupperinger.

Lige nu læser andre også

Fra den 1. maj 2019 er der ikke længere visitationszone i Aarhus. 
 

”Visitationszonen har været et meget nyttigt værktøj i vores indsats mod banderne. Nu ser det ud til, at de er blevet presset af vores indsats, og vi finder færre og færre våben. Konflikten er der stadigvæk, og vi fortsætter selvfølgelig vores målrettede indsats mod bandemedlemmerne. Hvis der bliver behov for det, vil vi ikke tøve med hurtigt at genindføre visitationszonen, ” siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.  

Siden visitationszonen blev oprettet i februar, er der blevet fundet mange stik- og slagvåben og enkelte skydevåben. Tallene for beslaglæggelser af våben er dog løbende faldet markant den seneste tid, og patruljerne i området oplever også, at bandemedlemmerne ikke træffes så tit på gaderne længere. 

Fortsat mulighed for at visitere

Den mobile politistation stopper også foreløbigt med den daglige tilstedeværelse i området. 

”Vi har været rigtig glade for den kontakt, vi har haft med borgerne på stedet, og vi har talt med rigtig mange beboere. Men vi oplever ikke længere samme behov for en fast tilstedeværelse af den mobile politistation. Vi vil dog stadig have løbende kontakt med boligforeningerne og blive ved med at patruljere hyppigt i området, siger Klaus Arboe Rasmussen.     

Hos Aarhus Kommune er borgmesteren glad for virkningen af visitationszonen. 

”Østjyllands Politi greb fra starten resolut ind med en konsekvent indsats, som nu har haft sin virkning. Der er grund til at takke vores politi for et veludført arbejde. Det har klart og tydeligt vist, at vi i Aarhus ikke accepterer den slags uro og vold. Vi skal sikre tryghed til borgerne i Aarhus, og jeg er helt enig med politiet i, at vi ikke skal tøve med at genindføre visitationszonen, hvis det bliver nødvendigt,” siger borgmester Jacob Bundsgaard.
 
Selv om visitationszonen stopper, vil politiet stadig have mulighed for at visitere personer, hvis der er et mistankegrundlag. 

Anbefalet til dig