Politiet fik en anmeldelse om, at manden var brudt ind i rådhuset klokken 04:43. En politipatrulje var få minutter senere fremme på stedet. Umiddelbart efter blev der konstateret røgudvikling som følge af opstået ild, hvorefter politiet valgte at afspærre området og tilkalde forsvarets sprængstofeksperter.
”I en sådan situation tager vi ingen chancer. Her går borgernes sikkerhed og tryghed fremfor alt. Derfor valgte vi også kort efter at oprette en sikkerhedszone på 100 meter til rådhuset og efterfølgende at evakuere beboerne fra området. I den forbindelse har vi haft et godt og tæt samarbejde med Middelfart Kommune, som jeg gerne vil benytte lejligheden til at takke for”, siger politidirektør Arne Gram, Fyns Politi.
I forbindelse med politiets undersøgelse af Rådhuset kunne det konstateres, at den formodede gerningsmand var afgået ved døden. Alt tyder på, at der ikke har været andre involverede i det skete. Poltiet er bekendt med mandens identitet. Der er tale om en mand fra Nordvestfyn. De pårørende er underrettet om dødsfaldet.
Efter bygningen var sikret og politiets bombehunde var færdige på stedet, rykkede politiets efterforskere ind, og de er nu i gang med efterforskningen af sagen.
Af hensyn til arbejdet med efterforskningen kan politiet ikke give yderligere oplysninger om sagen.