En 21-årig mand fik tidligt søndag morgen stjålet sin pung af en mand, som kørte pirattaxa. Den 21-årige fortalte, at han omkring klokken 4.00 stod på Fiskergyde i Aarhus, da han blev tilbudt et lift af en fremmed mand. Den 21-årige takkede ja til liftet og blev kørt til Skejby Centret, hvor han betalte et mindre beløb til chaufføren via MobilePay.
Bagefter lokkede chaufføren den 21-årige til at danse en ”farveldans” med ham. De to mænd dansede lidt sammen, inden chaufføren kørte igen. Efterfølgende opdagede den 21-årige, at hans pung var stjålet fra bukselommen. Det fortæller Østjyllands Politi i kredsens døgnrapport.
Advarer mod pirattaxier
Østjyllands Politi opfordrer kraftigt til, at man ikke benytter sig af pirattaxaer, da der er risiko for at blive snydt, bestjålet eller røvet. Tag en autoriseret taxa, benyt offentlige transportmidler eller få en ven til at hente dig. Østjyllands Politi vil have ekstra fokus på pirattaxaer under Aarhus Festuge, hvor der tidligere er anmeldt en del forhold.
Pirattaxachaufføren beskrives som:
• Mellemøstlig af udseende, brun hud
• Ca. 25-30 år
• Ca. 190 cm høj
• Kort, sort hår
• Talte dansk
• Iført blå cowboybukser
• Kørte i lys, mellemstor bil – muligvis stationcar