Sag efterforskes: 42-årig mand død under anholdelse

112
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En 42-årig mand mistede natten til lørdag livet i forbindelse med en anholdelse.

Lige nu læser andre også

Lørdag har en 42-årig mand mistet livet i forbindelse med en anholdelse ved en adresse i Køge-egnen, bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi.

Under anholdelsen af den 42-årige mand blev han livløs, fortæller vagtchef i Midt- og Vestsjællands Politi Emil Grønning til Ritzau.

Politiet kan derudover bekræfte at være blevet sendt til adressen efter at have fået en anmeldelse.

Politiinspektøren kan derimod ikke koble flere ord til hændelsen end dét, idet den nu er overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

"Vi modtager klokken 00.18 en anmeldelse om voldsomme husspektakler. Under anholdelsen af den mandlige part, bliver han pludselig livløs. Der bliver iværksat førstehjælp på stedet og tilkaldt en ambulance, men han afgår efterfølgende ved døden," fortæller politiinspektør Thomas Tarpgaard.

I sager som denne vil man først og fremmest foretage et retslægeligt ligsyn, ligesom der vil blive foretaget en obduktion for at fastslå dødsårsagen.

I sidste ende står det dog til Den Uafhængige Politiklagemyndighed at udtale sig nærmere om disse undersøgelsesskridt. Desværre er Den Uafhængige Politiklagemyndighed ikke tilgængelig for kontakt i weekenden - hverken for borgere eller presse.

Det har i den forbindelse ikke været muligt at få oplyst yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed står blandt andet for at undersøge sager, hvor en person kommer slemt til skade eller afgår ved døden i politiets varetægt.

Det foregår altså i samme stil med afhøringer og andre efterforskningsskridt mod ordensmagtens ansatte, som man ser i straffesager mod civile.

Når undersøgelsen så afsluttes, vil materialet blive overleveret til Statsadvokaten, som på baggrund af de foreliggende oplysninger træffer afgørelse i sagen.

Det er endnu uklart, om den afdøde mand mistede livet på grund af politiets magtanvendelse over for ham, eller om han afgik ved døden af naturlige årsager, som tilfældigvis faldt sammen med anholdelsen.

Anbefalet til dig