En 28-årig gav torsdag mørbrad til mor. Det fortryder han dog muligvis nu, fortæller Østjyllands Politi i døgnrapporten fredag
"Personalet i Rema1000 i Rønde ringede torsdag kl. 13.13 til politiet, efter at en butikstyv havde stjålet tre mørbrad. Tyven var efterfølgende flygtet ud i en bil, hvorefter han i høj fart kørte fra stedet."
"Ud fra medarbejdernes gode beskrivelse og signalement af butikstyven, fandt politiet hurtigt frem til 28-årig mand fra Aarhus. Han erkendte at have stjålet de tre mørbrad, som han fortalte, at han havde givet til sin mor," skriver politiet
Østjyllands Politi fortæller desuden, at den 28-årige blev sigtet for butikstyveri, og en patrulje kørte efterfølgende til moderens adresse, hvor tyvekosterne blev afhentet.
31-årig sigtet for hærværk
I samme døgnrapport fortæller Østjyllands Politi ligeledes, hvordan en patrulje torsdag klokken 07.47 kørte til en adresse i Langå, efter en anmeldelse om, at en 31-årig mand var udadreagerende og aggressiv.
"Den 31-årige var tidligere blevet smidt ud af sin lejlighed af udlejeren, men nu var han vendt tilbage. Ifølge anmeldelsen fra udlejeren råbte han højlydt og gik ind i lejligheden, hvor han bl.a. ødelagde en dør," fortæller Østjyllands Politi - og fortsætter:
"Da politiet kom frem, var den 31-årige stadig på stedet, og han blev sigtet for hærværk og husfredskrænkelse. Under visitationen af ham fandt betjentene en kniv i hans lomme, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven, inden han blev bortvist fra lejligheden."