Fra mandag den 15. juni ved døgnets begyndelse bliver der åbnet op for øget indrejse til Danmark.
Blandt andet kan tyske turister, der har lejet sommerhus i mindst seks døgn, rejse ind i landet. Derudover bliver grænsen helt åbnet for borgere, der har bopæl i Slesvig-Holsten.
Det fortæller Syd og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelese, hvori de også advarer danskerne om, at trafikken formentlig går hen og bliver ganske tæt, når tilbuds-hungrende danskere strømmer mod Fleggaard og de andre grænsebutikker.
Advarer mod trafikkøer
Som følge af den nye indrejsesituation kan det ikke udelukkes, at der vil kunne opstå kødannelse ved de åbne grænseovergange.
Grænseovergangene i Frøslev, Kruså og Sæd har døgnåbent, mens grænseovergangen i Padborg åbnes fra lørdag den 13. juni klokken 07.00 – og er åben dagligt mellem klokken 07.00 og 23.00.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi er således opmærksom på situationen og har sat ekstra mandskab ind og derudover rekvireret yderligere mandskab fra Forsvaret for at kunne håndtere situationen bedst muligt. For selvom flere personer nu har ret til at rejse ind i Danmark, er der fortsat fuld grænsekontrol.
"Vi er meget opmærksomme på situationen og gør vores bedste for, at trafikken skal glide bedst muligt samtidigt med, at vi skal gennemføre indrejsekontrollen. Desuden opfordrer vi de rejsende til at følge med i trafiksituationen og overveje at køre mod Danmark på ydertidspunkter, hvor trafikken måske ikke vil være så tæt," forklarer politiinspektør Brian Fussing fra UKA Vest.
For at sikre den størst mulige kapacitet ved de fire grænseovergange er alle indrejsespor åbne og bemandede.