Forskrækket pony smed treårig pige af: Kanonslag kastet efter både hest og hund

112
Modelfoto. To tilfælde af kanonslag kastet efter dyr får nu politiet til at råbe vagt i gevær. Foto: Shutterstock
Både en lille pige på hesteryg og to piger, der luftede den enes hund, fik tirsdag blæst en skræk i livet, da der blev kastet kanonslag efter dem.

Lige nu læser andre også

Lidt før klokken 20 tirsdag aften anmeldte moderen til en pige på 3½ år fra Store-Heddinge, at pigen var faldet af en pony, fordi en bilist havde kastet et kanonslag, så ponyen var blevet forskrækket. Pigen havde redet ved Rengevej, Store-Heddinge, da føreren i en rød bil på ca. 150 meters afstand havde kastet formentlig et kanonslag ud af bilen.

Rædselsslagen hund stak af

Senere fik politiet kontakt til moderen til en 12-årig pige, som tidligere på dagen sammen med en veninde havde luftet deres hund i Bøgeskoven. En rød bil havde kørt langsomt forbi dem, hvorefter der var blevet smidt et kanonslag ud fra bilen. Hunden var blevet så forskrækket, at den var stukket af fra pigerne.

Politiet har noteret sig anmeldelserne, som har givet anledning til, at politiet vil have identificeret den røde bil på størrelse med en mindre personbil, hvor føreren i begge tilfælde blev beskrevet som en mand.

Ved du noget?

Politiet hører gerne fra borgere, der har oplysninger i sagen til identifikation enten føreren eller den pågældende bil. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. 

Anbefalet til dig