I fredagens døgnrapport fortæller Østjyllands Politi, at en 37-årig mand havde den store trøje med, da han torsdag formiddag gik ind i et supermarked på Frederiksgade i det centrale Aarhus. Her tog han en svinemørbrad op fra køledisken og gemte den i ærmet, inden han gik ud af butikken uden at betale.
Den gik dog ikke. En skarp butiksvagt opdagede nemlig tyveriet og nåede at indhente manden længere nede af gaden.
Den 37-årige blev tilbageholdt, og politiet blev tilkaldt. Da manden er udenlandsk statsborger og ikke har fast bopæl i Danmark, blev han anholdt, sigtet for tyveri og modtog et bødeforlæg med det samme.