Grænserne er lukket: Så mange er blevet nægtet indrejse siden lørdag

112
De danske grænser blev lukket i lørdags. Foto: Shutterstock
Siden grænsekontrollen blev indført sidste lørdag er næsten 1000 mennesker blevet nægtet indrejse i Danmark.

Lige nu læser andre også

I weekenden blev Danmarks grænser lukket midlertidigt. Regeringen indførte et indrejseforbud, der skal dæmpe smittespredningen af coronavirus. Lukningen betyder, at alle indrejsende til landet nu kontrolleres ved alle grænseovergange. 

Foreløbigt er det meldt ud, at grænserne forbliver lukket indtil efter påske. Først 13. april ophæves lukningen. Men som så meget andet i disse dage, må man formode, at den potentielt kan forlænges afhængigt af, hvordan den aktuelle situation med coronavirussen udvikler sig. 

Torsdag holdt myndighederne fælles briefing, hvor bl.a. udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og Søren Brostrøm fra Sunhedsstyrelsen var tilstede. Her fik de fremmødte journalister en status på grænsekontrollen, der - i sin nuværende form - nu stort set har kørt i en uge. Grænserne blev officielt lukket i lørdags klokken 12. 

Her kom det frem, at 775 indtil videre er blevet nægtet indrejse og afvist ved de danske grænser.

Trafikpropper skal lindres

Grænsekontrollens første tid har været præget af lange køer, da Tyskland ligeledes har lukket sine grænser. 

For at imødekomme kødannelse og for at få afviklet den tunge trafik mest gnidningsfrit har Syd- og Sønderjyllands Politi derfor  i samarbejde med tysk politi ændret på, hvordan personbiler i visse tidsrum bliver ledt over grænsen. Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag. 

I morgen- og eftermiddagstimerne – når der er et behov – vil den såkaldte lette trafik, personbiler og varevogne under 3500 kg. blive ledt væk fra E45 og via afkørsel 74 Kruså Sydgående. Her kan de passere grænsen ved Kruså. Derudover vil tilkørslerne 75 og 76 Bov og Frøslev sydgående ligeledes blive spærret for personbiler i ovenstående tidsperioder.

På den tyske side vil tysk politi gøre tilsvarende for at lette trafikken mod Danmark.  

”Vi har et godt og tæt samarbejde med tysk politi, hvor vi gennem fælles koordination prioriterer, at forsyningskæden kommer gnidningsfrit over grænsen. Vi er i daglig dialog og følger de nye trafikale forhold tæt. Vi håber, at alle vil følge de anvisninger, vi har opsat, og samtidig viser hensyn,” siger politidirektør Jørgen Meyer. 

 

Anbefalet til dig