Har du set noget? Lokalpolitiet mistænker, at en pyroman er på spil.

Af: Kasper Rud

|

03/08/2024

112
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Der render muligvis en pyroman rundt og påsætter brande i Midtjylland.

Lige nu læser andre også

Der udbryder hvert år flere tusinde brande i Danmark. Både små og store brande i alt fra boliger og både til marker og skove. De fleste opstår naturligt eller som følge af uheld, menneskelige fejl eller lignende, men enkelte opstår, fordi nogen ønsker, at de skal opstå.

Disse brande bliver efterforsket af politiet, og gerningsmændene straffes hårdt, og det er netop sådan en efterforskning, som i øjeblikket er i gang i det midt- og vestjyske.

Midt- og Vestjyllands Politi - nærmere bestemt lokalpolitiet i Herning - har nemlig ifølge TV Midtvest mistanke om, at der er en pyroman på spil i området.

Mistanken opstod, da en ved første øjekast ikke mistænkelig brand brød ud i en stor flisbunke i stationsbyen Engesvang mellem Silkeborg og Herning fredag formiddag.

Godt nok var selve branden nemlig ikke synderligt mistænkelig, men det var omstændighederne. Ifølge politiet var det nemlig den tredje af sin slags inden for meget kort tid, og patruljen, der ankom til stedet, blev derfor mistænkelige.

De to andre brande har nemlig også ifølge politikommissær Allan Riis været "brande i naturen [...] eller i noget naturligt."

"[...] og det har været inden for en radius af få kilometer. Det, synes vi, er underligt, så det ser vi nærmere på," har Riis forklaret og uddybet, at man derfor har igangsat en efterforskning af brandene, som forhåbentlig kan fastslå, om de er påsatte.

Det er lokalpolitiet i Herning, der arbejder med sagen, og de hører meget gerne fra befolkningen, hvis man har relevante oplysninger til sagen. De kan kontaktes på telefon 114 døgnet rundt.

Hvis brandene viser sig at være påsatte, vil jagten gå ind på en gerningsmand, og vedkommende risikerer at få en hård fængselsdom.

I Danmark straffes ildpåsættelse nemlig med op til seks år fængsel - i særligt skærpende tilfælde med op til 10 år. Derudover kan det faktisk give livstid i fængsel, hvis ildspåsættelsen har bragt nogen i livsfare, hvilket de tre omtalte brande dog ikke har.

Anbefalet til dig