Husejer har skadedyr på loftet: Pludseligt kommer der røg op af taget

14/4/20 07:45

Christian Granhøj Skouboe

Brandvæsnet måtte rykke ud og politiet blev underrettet. Foto: Shutterstock
Skadedyr er en seriøs trussel, der kan gå udover vigtige installationer i dit hus. Det måtte en gårdejer fra Nordjylland mandag sande.

Nordjyllands Politi understreger i døgnrapporten tirsdag, at man skal tage det seriøst, hvis man har rotter i sin have eller en husmår på loftet. Netop det sidste skadedyr skabte nemlig så stort kaos på en gård i Nordjylland, at brandvæsnet måtte rykke ud og politiet blev underrettet. 

Branden brød ud mandag. Her blev brandvæsnet underrettet om, at der var røgudvikling i taget på en gård på Ørsøvej ved Dronninglund.

Skadedyr dømt skyldig

Det var indsatslederen fra brandvæsnet , som havde været tilstede, der kontaktede politiet. Lederen kunne fortælle, at brandvæsnet mener, at røgudviklingen skyldtes en fejl i en af gårdens el-installationer. Krøllen på halen er dog, at myndighederne mener, at det formentlig er en husmår, der har forårsaget fejlen på el installationerne.

Heldigvis var der kun sket mindre skade på loftet og der opstod ikke åben ild.