Cirka kl. 08.00 søndag morgen modtog Sydøstjyllands Politi en alvorlig anmeldelse, der førte til, at de rykkede ud til to forskellige adresser. Begge adresser er i det sydlige Kolding.
Da betjentene ankom til de to adresser, stod det hurtigt klart, at der var tale om en alvorlig forbrydelse. I alt er der fire tilskadekomne på de to adresser, hvoraf to af de fire personer er i kritisk tilstand.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en meddelelse på deres hjemmeside.
Ifølge meddelelsen på Sydøstjyllands Politis hjemmeside er en 49-årige kvinde fra Kolding blevet anholdt i denne forbindelse. Det bliver desuden oplyst, at hun har en 'familiær relation' til alle de fire tilskadekomne i sagen.
Det forventes, at hun bliver fremstillet i grundlovsforhør søndag den 15. august kl. 08.00. Grundlovsforhøret kommer til at foregå i Retten i Horsens, hvor hun vil blive sigtet for drabsforsøg.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at de ikke søger yderligere gerningsmænd i sagen, hvorfor de også betragter hændelsen som værende afsluttet. Ud fra dette kan det konkluderes, at politiet altså mener, at den 49-årige kvinde har handlet alene.
Der er ikke frigivet informationer om hverken køn eller alder på de fire ofre, ligesom politiet ikke har uddybet, hvilken familiær relation, der er tale om. Heller ikke oplysninger om, hvordan kvinden har båret sig ad med de formodede drabsforsøg, er frigivet.
På nuværende tidspunkt kan de ikke oplyse yderligere i sagen, da Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
Ligeledes ønsker de ikke at informere offentligheden om yderligere af hensyn til den videre efterforskning.