Natten til mandag kl. 03.55 lå en 31-årig mand og sov i sin lejlighed på Silkeborgvej i Åbyhøj, da han blev vækket af sin kæreste, der var vågnet ved, at lyset i baggården var tændt. Manden gik hen til vinduet og kiggede ned i baggården, hvor han kunne se en person iført sort tøj og en elefanthue og med en sort rygsæk på. Da manden fik øje på den 31-årige, forlod han stedet, og den 31-årige ringede efter politiet.
Det fortæller Østjyllands Politi i døgnrapporten mandag.
Der blev sendt en hundepatrulje til stedet for at lede efter manden. Kl. 04.03 spottede patruljen på St. Blichers Vej en mørkklædt person, og da betjente lyste mod ham kunne de se, at han passede på signalementet. Betjentene tog kontakt til den 38-årige mand, der oplyste, at han netop kom fra en kammerat, han havde besøgt, og at han nu var på vej på arbejde.
Den troede betjentene dog ikke helt på, og manden blev derfor sigtet for forsøg på indbrud, hvorefter betjentene visiterede ham. I hans brystlomme fandt de en lommelygte, og i rygsækken lå der værktøj i form af skruetrækkere, koben, knivtænger og handsker. Manden blev herefter anholdt og kørt til politigården i Aarhus.