Klokken var kun lidt over 18 torsdag aften, da en 27-årig mand ville køre med en bus fra Vordingborg busstation. Men manden havde ingen gyldig billet, og derfor bad buschaufføren ham om at forlade bussen.
Det ville han imidlertid ikke, og derfor blev politiet tilkaldt. Det fortæller Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
Det blev den 27-årige så sur over, at han råbte af buschaufføren, skubbede hende og gav hende et spark over knæet. Herefter gik han fra stedet med en medbragt stor julenisse under armen. Bl.a. på grund af nissen var det ikke svært for politiet, der kom kort efter, at finde frem til den 27-årige, som i mellemtiden havde nået at stjæle en six-pack fra en kiosk. Han blev anholdt og sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste og for butikstyveri.
Den 27-årige fremstilles i dag i grundlovsforhør.