De fleste kender det nok. Det er sent - men pludselig bliver man sulten.
Heldigvis så har McDonald's jo ofte løsningen. Her kan du få burgere, pommes frites og nuggets helt ud på de sene nattetimer - og det bestemte en blot 18-årig mand sig for, at han ville benytte sig af.
Natten til onsdag, satte den unge mand fra Juelsminde nemlig kursen mod McDonald's i Horsens.
Tilkaldte straks politiet
Han nåede frem til McDonald's på Flintebakken kl. 01.39 og her fortsatte han mod drive in-bestillingen. Han var dog temmelig påvirket af narko - og derfor kørte han i stedet ind i en mur. Efterfølgende fik han også kørt ind i et skilt.
Personalet skyndte sig at tilkalde politiet, der kunne få styr på den unge og meget påvirkede gæst.
Den unge man blev narkotestet og testen viste positiv. Derfor blev han anholdt og taget med for at afgive en blodprøve. Det oplyser politikommissær Rune Andreasen til Horsens Folkeblad.
Den 18-årige mand har nu høstet sig en sigtelse for at køre i bil, mens han er påvirket af narko.