Koster 1000 kroner stykket: 18-årig fortryder nok de fem ord i dag

20/07/2021

Christian Granhøj Skouboe

112
Foto: Rigspolitiet
Hvert ord koster ham 1000 kroner

Mest læste i dag

En 18-årig svinede mandag en patrulje fra politiet til i sådan en grad, at det nu koster ham en stor bøde. En patrulje fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi måtte finde sig i lidt af hvert, da de traf den unge mand i Nakskov. 

Det fortæller politikredsen i dagens døgnrapport, der udkom i løbet af tirsdag formiddag. 

"Når man er vred… så kan man komme til at sige noget, man formentlig bagefter fortryder. "Lille luder", "ludersvin" og "fucking pansersvin" var i hvert fald tre titler, en 18-årig mand fra Nakskov valgte at besmykke politiets patrulje med klokken 01.34," skriver politiet. 

Det betød, at den formentlige festlige aften fik en brat afslutning. Istedet for en hotdog og en tur under dynen, sluttede aftenen med en stor bøde og en plettet straffeattest. 

"Den 18-årige skulle nok have valgt at gå fredeligt hjem og sove i stedet, for 'Fornærmelig tiltale mod polititjenestemand' er en straffelovsovertrædelse og foruden den nu plettede straffeattest venter en bøde på 5000 kroner," fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. 

Havde pillet ved den

I Næstved mødte en af politiets patruljer en anden ung mand. Han havde alt for meget fart på sin knallert. Faktisk i en sådan grad, at det kunne tyde på, han var fiks på fingrene. Der var i hvert fald en, der havde haft snitterne i hans knallert, der pludseligt kunne køre meget hurtigt. 

"Klokken 21.16 mødte politiets patrulje en ung mand på 15 fra Næstved, der kom kørende på en noget potent knallert. Den havde nemlig både fået større cylinder og karburator sat på – til gengæld var begrænseren fjernet," slår Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi fast. 

"Disse ændringer bidrog næppe til en bedre brændstoføkonomi på køretøjet. Til gengæld vurderede den unge mand selv at knallerten minimum kunne køre 100 km/t."

Det går ikke, hvis den gældende færdselslov skal overholdes. Det fik den unge mand at føle. 

"Derfor blev hans lynhurtige køretøj konfiskeret – og dét er der jo ikke meget sjov ved," afslutter politiet i døgnrapporten. 

 

Anbefalet til dig