Kvinde dræbt af knivstik i sin egen lejlighed i Aarhus

Af: Julie Møller

|

16/12/2021

112
Foto: Shutterstock
Kvinden var svært tilskadekommen, da politi og ambulancer ankom til stedet. Hun blev kørt til hospitalet, hvor hun kort før middagstid afgik ved døden.

Lige nu læser andre også

En 28-årig kvinde er torsdag formiddag afgået ved døden, efter hun blev overfaldet og stukket med kniv i sin lejlighed i Viby i Aarhus. En 38-årig mand er anholdt i sagen.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kvindens to børn, en 4-årig pige og en 6-årig dreng, var også på stedet, og pigen havde fået nogle snitsår på den ene hånd.

Kvinden var svært tilskadekommen, da politi og ambulancer ankom til stedet. Hun blev kørt til hospitalet, hvor hun kort før middagstid afgik ved døden. 

Den 4-årige pige blev også kørt til behandling på hospitalet, men hun havde umiddelbart kun fået overfladiske skader, oplyser politiet. 

38-årig mand anholdt

På gaden neden for kvindens lejlighed fik politiet kontakt til en 38-årig mand, der er far til de to børn. 

Han blev anholdt på stedet, og er nu blevet sigtet for drab. Han forventes fremstillet i grundlovsforhør fredag formiddag.

Torsdag eftermiddag arbejder politiet stadig på stedet og vil formentlig være der i nogle timer endnu, skriver Østjyllands Politi.

Politiet arbejder i øjeblikket på underretning af kvindens pårørende, og de sociale myndigheder er inddraget med henblik på varetagelse af de to mindreårige børn.

 

 

Anbefalet til dig