Kvinde gik tur med hunden: Slået i hovedet med hammer

21/09/2020

Mathias Busekist

112
Foto: Shutterstock
En 31-årig kvinde blev søndag aften overfaldet af en person med en hammer, da hun luftede sin hund.

Mest læste i dag

Københavns Politi måtte rykke ud, da de søndag aften kl. 20:14, fik en anmeldelse om en kvinde, der var blevet overfaldet af en mand med en hammer. De har i forbindelse med overfaldet anholdt en 24-årig mand, som er mistænkt for at have udøvet grov vold. 

Kvinden er i stabil tilstand.

Det oplyser Kenneth Jensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, tidligt mandag morgen til Ekstra Bladet.

Københavns Politi oplyser, at vidner så en 31-årig kvinde ved Refsnæsgade og Tagensvej på Nørrebro, da hun blev overfaldet af en mand. Manden slog hende i hovedet med en hammer. 

Forsøgte at flygte

Kenneth Jensen fortæller, at den 24-årige mand forsøgte at flygte fra gerningsstedet efter overfaldet.

Kvinden var, som følge af overfaldet, i kritisk tilstand, og hun blev med det samme indlagt på hospitalet. Hun er mandag morgen i stabil tilstand, oplyser Kenneth Jensen. 

Københavns Politi fandt frem til den 24-årige hovedmistænke på baggrund af vidneforklaringer, som nu er blevet anholdt og sigtet i sagen.

Politiet har påbegyndt afhøringen af manden mandag morgen, som ifølge Kenneth Jensen, forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør senere mandag. 

Politiet ønsker ikke at kommentere på et eventuelt motiv. 

Kenneth Jensen fortæller yderligere, at andre eventuelle vidner, som kan være behjælpelige, må henvende sig til politiet på telefonnummer 114. 

 

Anbefalet til dig