Lettisk turist amok med saks i København

21/9/20 09:45

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
En mand blev lørdag stukket i ryggen i Botanisk Have i København. En 33-årig mand fra Letland er varetægtsfængslet

En 33-årig mand fra Letland har søndag været fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Han er blevet varetægtsfængslet i 23 dage for et groft overfald begået i Botanisk Have i lørdags. Det oplyser den mødende anklager i Dommervagten ved Københavns Byret.

Ifølge Ekstra Bladet fandt overfaldet sted lørdag eftermiddag, hvor gerningsmanden stak en anden mand i ryggen med en saks.

Årsagen er endnu ukendt

Den mistænkte i sagen er ikke bosiddende i Danmark, men er derimod turist fra Letland. Det er endnu uvist, hvad der lå til grund for den voldsomme episode, der fandt sted i Botanisk Have.

Overfaldet blev anmeldt lørdag kort før kl. 17. Københavns Politi har oplyst til Ritzau, at ofret er uden for livsfare.