Hvis du er efterlyst i hele verden, er det ikke en god idé at rejse med fly. Det lærte en 55-årig mand på den hårde måde onsdag. Her landede han nemlig med fly i Københavns Lufthavn, hvor han blev budt velkommen af Københavns Politi.
Efter at være ankommet til lufthavnen, blev det konstateret, at han var internationalt efterlyst. Derfor fik han naturligvis ikke lov til at rejse ind i landet, som han ellers havde håbet på, at han kunne.
Det afslører Københavns Politi i et opslag på det sociale medie X.
Her oplyser de ligeledes, at det drejer sig om en 55-årig mand, der er svensk statsborger. De skriver ligeledes, at han var blevet efterlyst i hele verden, efter at have bortført sine egne børn.
Heldigvis blev børnene bragt retur i 2022, men det ændrede ikke på, at svensk politi gerne ville have en snak med ham. Derfor blev hans status som efterlyst opretholdt, hvilket resulterede i, at han onsdag blev anholdt i Københavns Lufthavn.
"En 55-årig svensk statsborger blev i går anholdt, da han ankom til Københavns Lufthavn. Ved indrejsen blev det konstateret, at han var internationalt efterlyst for at have bortført sine børn. Børnene kom retur i 2022, men manden var stadig efterlyst," lyder det i Københavns Politis opslag på X.
Her skriver de også, at han er blevet varetægtsfængslet, hvilket han kommer til at være i de næste seks dage. Derefter vil han blive udleveret til svensk politi, som må formodes at være interesserede i at tale med den 55-årige mand.
"Han blev derfor i går varetægtsfængslet i seks dage med henblik på udlevering," skriver Københavns Politi også.