Narkodømt fængselsindsat lod sig ikke stoppe: Styrede kokainforretning fra cellen

12/01/2021

Nicolai Busekist

112
Foto: Shutterstock
En ung mand, der i forvejen afsonede en lang straf for narkotika, formåede at styre fordeling af kokain uden for murene fra sin celle i Vestre Fængsel.

Mest læste i dag

En ung mand sad fængslet i Vestre Fængsel, hvor han afsonede en lang straf for narkotika. Imens han sad i sin celle, fordrev han tiden med at styre fordeling af kokain uden for murene. Stofferne blev leveret af bude på enten cykel eller knallert.

Det skriver Ritzau, at en specialgruppe i politiet mener. Derfor har de besluttet at rejse sigtelse mod fire unge mænd og en enkelt kvinde. 

De fem bliver fremstillet for en dommer med et krav om varetægtsfængsling onsdag. Det oplyser Særlig Efterforskning Øst. Alle fem anholdte har forbindelse til det københavnske bandemiljø, fremgår det af en pressemeddelelse tirsdag. 

Den mand, der i forvejen var fængslet i Vestre Fængsel, afsonede en straf på fængsel i syv år og seks måneder. 

Til trods for dette, lykkedes det ham i efteråret at have en 'delvis styrende rolle i netværket af såkaldte hvide bude, der på bestilling fragter stoffer ud til køberne', skriver Ritzau. 

Vicepolitiinspektør Torben Henriksen har ikke ønsket at gå i detaljer med, hvordan det har kunne lade sig gøre at manden har kunne indtage en styrende rolle. 

"Vi er ikke færdige med efterforskningen, og de nærmere omstændigheder vil jeg ikke ind på," siger han til Ritzau. 

Han understreger også, at politiet ikke ønsker at rejse tvivl om de forhold, som de indsatte har i lukkede fængsler i Danmark. 

"Vi har en god tradition i Danmark for, at afsoning sker under humane vilkår, og at man har ret til for eksempel besøg. Man sidder jo ikke totalt isoleret fra omverdenen, når man afsoner," lød det fra Torben Henriksen over for Ritzau. 

At den 23-årige i forvejen afsonede en relativt hård dom, har tilsyneladende ikke afskrækket ham fra på ny at kaste sig ud i narkorelateret kriminalitet – såfremt de fremsatte sigtelser holder vand, vel at mærke. 

Ifølge sigtelserne er det dog ikke gået stille for sig. Fra sidste sommer og frem til januar skal de have formået at distribuere i alt cirka fire kilo kokain.

Tirsdag har politifolk desuden ransaget ti forskellige adresser i København, på Midtsjælland og på den københavnske vestegn. Ransagningerne er sket i forbindelse med de nye anholdelser, oplyser Ritzau.

Anbefalet til dig