Nyheder24.dk
Forside 112 Nyt i sagen om 15-årig piges forsvinden: Én detalje kan...

Nyt i sagen om 15-årig piges forsvinden: Én detalje kan blive afgørende for den mistænkte

15-årig pige forsvinden
Foto: Presse-fotos.dk

Mistænkt kommer med afgørende forklaring

Beskeder, billeder og samtaler på nettet kan få afgørende betydning, når politiet skal forsøge at klarlægge, hvad der er foregået mellem to personer.

Det gælder ikke mindst i sager, hvor kontakten er begyndt online, og hvor den ene part er mindreårig.

Netop de digitale spor kan nu få en central rolle i sagen om den 15-årige danske pige, der i sidste uge forsvandt fra Hedensted og senere blev fundet i Ungarn.

Flere mulige strafbare forhold kan nemlig komme i spil, vurderer tidligere vicedirektør og drabschef i Københavns Politi Jens Møller.

Mødtes gennem Roblox

Den 15-årige pige og den 22-årige ungarske mand Attila Saba skal ifølge Ekstra Bladet have mødt hinanden gennem onlinespillet Roblox.

Platformen har tidligere været genstand for kritik i forbindelse med risikoen for grooming af mindreårige.

Men ifølge Jens Møller er det på nuværende tidspunkt for tidligt at konkludere, om grooming er en del af denne sag.

“Men vi ved reelt ikke endnu, om der har været en egentlig groomingdel her,” siger han til TV 2.

Forklaringerne fra den 15-årige og den 22-årige samt deres digitale korrespondance kan blive afgørende for den videre vurdering.

Manden har selv forklaret, at han troede, pigen var 18 år.

Hun blev efterlyst internationalt onsdag, fundet i Ungarn dagen efter og bragt tilbage til Danmark søndag.

Flere paragraffer kan komme i spil

Ifølge Jens Møller er særligt bestemmelserne om frihedsberøvelse og forældreunddragelse relevante.

Ved spørgsmålet om frihedsberøvelse kan det få betydning, om pigen frivilligt tog med den 22-årige til Ungarn.

Samtidig kan mandens kendskab til hendes reelle alder blive centralt.

“Men hvis han ved, at hun er 15 år, så er det stadig strafbart, uanset hvor meget, hun selv har villet med,” siger Jens Møller.

Sagen kan også få et internationalt juridisk aspekt.

Hvis det forhold, som den 22-årige eventuelt mistænkes for, ikke er strafbart efter ungarsk lovgivning, kan det ifølge Jens Møller skabe problemer med en mulig udlevering til Danmark.

Dansk politi har tidligere oplyst, at der er mistanke om et strafbart forhold i forbindelse med pigens forsvinden.

Europol er involveret i sagen, mens ungarsk politi har oplyst, at de ikke mistænker, at pigen har været udsat for en kriminel handling.

Ads by MGDK