Paw Bech Rasmussen havde fridag og fik ved 16.30-tiden en alarm fra sin hjerteløber-app. Han har meldt sig som hjerteløber og blev kaldt ud til en borger i nød.
"Alarmen var kun 600 meter fra mig, så jeg nåede ikke at tænkte mange tanker. Jeg skyndte mig bare afsted og fik hentet den nærmeste hjertestarter," fortæller Paw Bech Rasmussen i en pressemeddelelse, som Syd- og Sønderjyllands Politi har offentliggjort
Det viste sig, at en mand havde fået et ildebefindende, mens han kørte ad Hjertingvej.
"Da jeg kom frem, holdt et køretøj på tværs af vejen og der var mange biler i kø i begge retninger. Bilisterne var begyndt at vende, så jeg smækkede hjertestarteren op på taget af min bil for at få de andre til at give mig plads. Og det lykkedes," fortæller Paw.
Da Paw Bech Rasmussen nåede helt frem, var tre personer godt i gang med at yde livreddende førstehjælp.
"De havde fuldstændig styr på det og var i gang med hjertelungeredning. En af dem tog mod hjertestarteren, da jeg rakte den ud af vinduet. Og de fik den lynhurtigt gjort klar"
Fløjet med helikopter
Efter få minutter nåede en ambulance frem og de fire førstehjælpere fortsatte den livreddende førstehjælp i samarbejde med redderne. Efter en halv time fløj en redningshelikopter manden til sygehuset.
Politiassistent Paw Bech Rasmussen har tidligere fået alarmer som hjerteløber, men tirsdag var første gang han havde mulighed for at løbe afsted med en hjertestarter:
"Det var en virkelig positiv oplevelse at kunne være med til at redde liv som hjerteløber. Systemet er både hurtigt og effektivt. Og efterfølgende tog ambulancefolkene sig virkelig godt af os alle fire førstehjælpere, så man kunne få hjælp, hvis der var behov for det," fortæller Paw Bech Rasmussen.
Syd- og Sønderjyllands Politi har en opfordring til alle danskerne
"Hvis du er over 18 år, kan du blive hjerteløber og være med til at redde liv. Du kan se mere på www.hjertestarter.dk," skriver politikredsen afslutningsvis i pressemeddelelsen