Politiet søger hjælp: Kan du genkende denne negl?

01/11/2022

Mathias Busekist

112
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Syd- og Sønderjyllands Politi er kommet med et noget alternativ signalement.

Mest læste i dag

Syd- og Sønderjyllands Politi er kommet med et noget alternativ signalement. De efterlyser nemlig en kvinde ud fra noget, hun har tabt under røveriforsøget, som hun er efterlyst for.

Politiet søger typisk hjælp fra landets borgere ved at oplyse hårfarve eller andre kendetegn.

Syd- og Sønderjyllands Politis efterlysning er dog ikke hverdagskost.

De har nemlig efterlyst en kvinde ud fra en kunstig negl, som hun muligvis har efterladt på gerningsstedet i Esbjerg.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi skulle neglen være blevet tabt i forbindelse med et røveriforsøg på Grønvangsvej i Esbjerg den 29. oktober klokken 17.30.

"Gerningsmanden – en ung kvinde – henvendte sig ved døren til en kvindes bolig og trak en kniv frem, hvorefter hun ville have beboeren til at udlevere penge. Det lykkedes dog beboeren at smække døren i, og gerningsmanden løb derefter fra stedet ad Wessels Alle i østlig retning," skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Gerningsmanden blev ramt på hånden, da døren blev smækket i og tabte en kunstig negl med et karakteristisk udseende, som politiet håber, nogen kan genkende."

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er der tale om en kvinde af dansk udseende, mellem 13-17 år, almindelig kropsbygning og mellem 160-170 centimeter høj med lyst år.

Hun var iført sort åbenstående jakke, hvid T-shirt og sorte joggingbukser.

Anbefalet til dig