Sådan undgår du klip i kortet: Politiet med anderledes melding

112
Foto: Shutterstock
Særligt tre ting er årsag til, at danskerne bliver klippet i kortet.

Lige nu læser andre også

Nu kommer Københavns Vestegns Politi med en række råd til, hvordan bilister undgår klip i kørekortet. Det gør politiet af en helt særlig grund.

"Fart, mobilsnak og røde lys var årsag til 91 procent af alle de klip i kørekortet, trafiksyndere fik i 2020 på Vestegnen," skriver Københavns Vestegns Politi.

"Sidste år måtte betjente ved Københavns Vestegns Politi udskrive bøder med tilhørende i alt 8.233 klip."

Fart var den kedelige topscorer og årsag til 53 procent af alle klip til i alt 4.354 fartsyndere. Det udløser nemlig et klip i kørekortet, hvis man kører over 30 procent hurtigere end tilladt.

På andenpladsen med 28 procent kom klip for at bruge håndholdt teleudstyr under kørslen til i alt 2.266 trafikanter.  Tredjepladsen med 10 procent gik til 864 bilister, der kørte over for rødt. 

Ganske enkelt

Ifølge kredsens politikommissær så er løsningen ganske enkel.

”Det er egentlig ganske enkelt: Kør ikke for hurtigt, brug ikke håndholdt mobiltelefon under kørslen og kør kun over for grønt lys – så har du straks minimeret risikoen markant for at få et klip i dit kørekort. Samtidig bidrager du aktivt til alles sikkerhed i trafikken,” siger politikommissær Claus Stoltenberg, færdselspolitiet, Københavns Vestegns Politi.

Ud over et klip koster det en bøde på 2.000 kroner at køre over for rødt og 1.500 kroner at bruge håndholdt teleudstyr, mens en fartbøde beregnes efter hastighedsovertrædelsen.

De øvrige klip fordelte sig på forskellige forseelser som for eksempel ulovlige overhalinger, hashpåvirket kørsel og børn, som ikke var spændt fast i biler.

 

Anbefalet til dig