Solcremen er populær her som sommeren, hvor vi mennesker prøver at passe på vores hud. Men bilen har ikke godt af solcremen, især lakken kan få permanente skader, hvis du ikke fjerner det med det samme. Men også i kabinen kan solcreme gøre skade på plastikdele og læderrattet.
Fjern solcreme fra lakken
FDMs rådgivning får ofte henvendelser fra medlemmer vedrørende lakskader, der skyldes, at solcreme har siddet længe på bilen. Hvis lakken ikke kan renses, er en omlakering eneste måde at fjerne mærkerne efter solcremen. Det fortæller FDM i en pressemeddelelse.
"Solcremen kan hurtigt skade lakken på din bil. Allerede efter få timer i stærk sol kan man se forandringer i lakken på nogle biler," siger Peter Sahl, der er tekniker i FDMs rådgivning og har bilpleje som speciale.
"Derfor anbefaler vi, at man fjerner solcremen fra lakken, når man opdager det. For skaderne på lakken kan minde om dem, som vi ser efter fugleklatter der har siddet for længe. Det er vores erfaring, at det er ikke nok at tørre solcremen af og det betyder, at man altid skal bruge særlige rensende produkter med slibemiddel," lyder rådet fra Peter Sahl.
Solcreme kan efterlade grimme hvide plamager på lakken, det er især synligt på mørke biler, men det kan ses på alle farver
Tre trin til at fjerne solcreme
Førstehjælp er vigtig, så fjern så meget af solcremen som muligt så hurtigt som muligt. Men det er ikke nok at fjerne solcreme med en våd klud, du bliver nødt til at bruge rensende kemikalier.
Første trin er at bruge et produkt med både slibende effekt og med lidt lakforsegling. Det kunne være Sonax Xtreme Power Cleaner Wax 3. Det er et let produkt at arbejde med, og det kan gøres i én arbejdsgang.
Er solcremen mere genstridig, skal man bruge decideret lakrens med let slibende effekt. Andet trin kræver lidt mere knofedt, og her kan vi anbefale Turtle Super Cleaner eller Sonax Lakrens. Dette er en totrins proces, hvor du efterfølgende skal give lakken en forsegling. Her kan du vælge et produkt, som passer til din pengepung og dit temperament.
Løser det heller ikke problemet, er tredje trin at prøve Ultraglozz Super Polish, der har en større slibeeffekt, men som også kræver noget mere knofedt end de to andre løsninger. Har du ikke mod på dette, kan du få et professionelt bilplejecenter til at polere bilen.